Hundrede Træer
Ed Carlsen
Album:
The Journey Tapes
Most played on:
Genres:
Moods:
Languages:
Wiki:
Lyrics:
Strømstad den 3. juli 1718. Da jeg blev hvervet som svensk soldat, fik jeg løfte om, at jeg ikke skulle kæmpe mod min danske konge. Det løfte blev snart brudt. Nu er jeg med i et felttog mod Norge, men hvad kan jeg gøre? I en uge har jeg sammen med 500 andre slæbt et skib 1 mil over land gennem skov og sump og søsat det i Idefjorden. Skibet kunne ikke komme ind i fjorden gennem Svinesund fordi sundets indsejling bestryges af norske kanoner. Der ligger 11 skibe i Strømstad, der skal slæbes samme vej. Det er til alt held godt vejr, men forplejningen er ringe. Vi bliver sultet samtidig med, at vi skal arbejde hårdt. En gang, da jeg var ved at falde om af udmattelse, undslap der mig en uforsigtig bemærkning om svenskekongens krigsgalskab. En svensk kaptajn hørte det. Han så vist på mig, men sagde ingenting. Strømstad den 10. juli 1718. Min kaptajn spurgte mig i dag, om jeg kan håndtere en musket. Jeg svarede, at jeg regnes for en god skytte med en jagtbøsse, men en musket har jeg aldrig affyret. “Det kan du snart lære“, sagde han, “du skal overføres til garden og være musketer under kaptajn Hamiltons kommando“. Jeg svarede, at jeg hellere vil tage mit eget liv end skyde på mine landsmænd. Han svarede, at jeg straks skulle melde mig til garden, så kunne jeg se, om min selvmordstrussel gjorde indtryk der. Strømstade den 1. august 1718. Da jeg fik udleveret min mundering efter overførselen til garden, fik jeg en gammelt slidt kappe med nogle sære kugleformede messingkapper. Løjtnanten, som udleverede den, fortalte mig, at den havde tilhørt kongen. Han skal have brugt den under sit ridt fra Tyrkiet. Jeg undrede mig over, at det netop skulle være mig, der fik kongens aflagte kappe. Løjtnanten sagde, at årsagen var, at den lå øverst i bunken. Han spugte så, om jeg havde set kongen og ville kunne genkende ham, hvis han stod foran mig. Jeg svarede, at jeg har set kongen flere gange under hans inspektioner. Han er en høj, mager, halvskaldet mand. Han går ikke med paryk, som generalerne gør. Strømstad den 2. september 1718. I dag er det min 25 års fødselsdag, måske min sidste. Det må gå, som det kan. Jeg nærer ingen frygt. Guds vilje ske. Frederiksten den 20. november 1718. Den norske hær har trukket sig tilbage over Glommen og fæstningen Frederiksten med tre foranliggende skanser er omringet af den svenske hær. Belejringen ledes af oberstløjtnant Maigrét og kongen overvåger selv, hvad der sker. Kanoner og ammunition er blevet sejlet over Idefjorden og er ved at blive halet op på en stejl bakke, der ligger lige overfor skansen Gyldenløve. Frederiksten den 27. november 1718. Efter at skansen Gyldenløve var blevet beskudt med kanoner i tre dage og nætter, faldt en del af muren ned og skansen blev stormet. Kongen var den første til at sætte fod på skansen. Han er ganske frygtløs, og man siger at han er hård mod skud. De kugler, der rammer ham, preller af og glider ned i hans støvler, men det er vist overtro. Da skansen Gyldenløve var taget blev det muligt for ingeniørsoldaterne at grave en løbegrav langs med fæstningen. Selvom arbejdet forgik om natten blev mange af soldaterne dræbt af musketkugler fra fæstningen. Frederiksten den 1. december 1718. Jeg lå i går aftes med min musket på løbegravens brystværn. Da det var blevet mørkt, kom kongen efterfulgt af nogle officerer ind i løbegraven og gik hen til det sted, i kort afstand til højre for mig, hvor indgangen til den nye fremskudte linie var. Nogle af officererne hjalp kongen til at klatre op på brystværnet, hvor han lagde sig for at iagttage udgravningen af den fremskudte linie. Kongen lå med overkroppen synlig, endskønt der fra fæstningen udgik en stærk musketild, og stedet var oplyst af brændende begkranse. Da kongen havde ligget stille et stykke tid, opstod der tumult, blandt de officerer, der stod i dækning i løbegraven under kongens fødder. Nogle forlod stedet og kom senere tilbage med en båre. De trak kongen ned fra brystværnet og anbragte ham på båren. De syntes derefter at blive rådvilde. Efter nogle øjeblikke kom en løjtnant over til os og sagde, at general Schwerin havde befalet ham at rekvirere to soldaterkapper fra musketererne. Min sidemand og jeg, som stod nærmest, måtte da afføre os vore kapper og give dem til løjtnanten, som gik tilbage og dækkede kongen med dem. Kongens hovedbeklædning blev fjernet og erstattet med en officers paryk og hat. Jeg tror de tilhørte generaladjudant Sicre. Jeg var da sikker på, at kongen var død, og man ville forsøge at holde det hemmeligt. Efter at kongen således var blevet formummet, kom løjtnanten igen over til os og rekvirerede 12 mand, også jeg blev udpeget. Vi fulgte løjtnanten over til båren. Da vi kom der, overhørte jeg en samtale mellem oberstløjtnant Maigrét og generaladjudant Sicre, som talte sammen på fransk, øjensynligt i vished om, at ingen af de menige soldater, der var til stede, forstod dette sprog. De talte om retningen af den kugle, der havde ramt kongen, og de var uenige. De mente begge, at kuglen var gået ind gennem kongens ene tinding og ud gennem den anden, men Maigrét mente, kuglen var kommet fra venstre og Sicre mente den var kommet fra højre. Maigrét forklarede, at han kunne se på sårenes beskaffenhed, at kuglen havde ramt fra venstre, men Sicre holdt på sit. Efter en kort tid indfandt kaptajn Carlberg sig, og han beordrede os til at følge efter ham med båren. Sikkert for at undgå opmærksomhed ledte han os ad en lang, vanskelig vej udenom stillingerne. På et meget stejlt sted var kongens lig nær ved at glide ud af båren. Hans hoved blev synligt, og alle kunne tydeligt se, hvem den døde var. Vi ankom endelig til det hus i Tistedalen, hvor kongen havde opslået hovedkvarter og blev beordret til at sætte båren midt på vejen. Kaptajn Carlberg gav os hver især en mindre sum penge og formanede os om ikke at omtale, hvad vi havde set. Vi to, der havde afgivet vore kapper, kunne ikke få dem tilbage. Jeg spurgte da kaptajn Carlberg, om jeg måtte skære knapperne af min kappe og tage dem med, da de var hjemmegjorte af min salig far og havde siddet på hans soldaterkappe. Dette tillod kaptajnen. Efter at vi havde takket for pengene, vendte vi tilbage til vores kompagni. Der lå nogle faldne soldater og jeg tog en god kappe fra en af dem. Jeg har nu fattet håb om at slippe fra denne krig med livet i behold. Belejringen af Frederiksten er blevet opgivet, og vi skal marchere bort i morgen. Uddevalla den 25. december 1718. Da vi drog bort fra Frederiksten med kongens båre, var der en voldsom snestorm. Jeg så mange soldater dø på vejen af kulde og udmattelse. Vi nåede til Uddevalla den 13. december og kongens lig blev lagt i en egekiste. Samtidigt blev krigskassen tømt, og, hvis rygtet taler sandt, blev pengene fordelt mellem de højeste officerer. Dette skete for at officererne skulle støtte, at kong Karls søster Ulrika Eleonora bliver hans efterfølger på tronen. På en feltrigsdag på torvet blev hun hyldet som Sveriges nye dronning. Hendes gemal arveprins Frederik af Hessen gebærder sig, som var han konge af Sverige. Stockholm den 20. februar 1719. I dag overværede jeg halshugningen af kong Karls førsteminister von Görtz. Jeg så, at delinkventen havde et blindt øje. Gud være hans sjæl nådig og min med. Kongens død har mange følger. Von Görtz var ilde lidt, fordi han udskrev hårde skatter, for at skaffe penge til at betale for kongens krigsførelse. Han blev syndebuk, mens kongen blev hyldet på trods af sine tabte krige. Hvis jeg var blevet dødsdømt, ville jeg nok være blevet hængt, ikke halshugget. Stockholm den 26. februar 1719. Kong Karl XII blev bisat i Ridderholmskirken i dag. Jeg er blevet permitteret uden løn. Rygtet om krigskassen talte sandt. Der er ingen penge til at betale soldaterne. Da Frederik af Hessen har forlangt, at de høje officerer, der delte krigskassen efter kongens død, skal betale pengene tilbage, kan de heller ikke betale deres skyldighed. Jeg har pantsat knapperne fra min kappe for en ringe sum. Jeg ville have fået mere, hvis der ikke havde manglet én i et dusin. Der går rygter om, at den øverstbefalende for artilleriet, generalmajor Carl Cronstedt, havde noget at gøre med kongens død. Da arveprins Frederik delte ud af krigskassen, fik Cronstedt 4000 daler sølv. Alle andre officerer af samme rang fik kun 800 daler. Jeg har tænkt på den samtale jeg overhørte mellem Maigrét og Sicre, da kongen lå på båren. De må begge have vidst, at som kongen lå på brystværnet, kunne et skud fra højre kun være kommet fra egne rækker, men et skud fra venstre kunne være kommet såvel fra fjendehold som fra egne rækker. I går aftes, da jeg var på vej til den stald, hvor jeg sover, blev jeg overfaldet af en mand med en kniv. Jeg var dygtigere end ham til håndgemæng, og jeg fik kniven fra ham og tilføjede ham et sår, som jeg håber ikke var dødeligt, selv om han lå på vejen, da jeg gik videre. Stockholm den 10. marts 1719. For ikke at omkomme af sult har jeg ladet mig hverve til svensk krigstjeneste igen. Håndpengene rakte kun til at indløse mine knapper, men nu er jeg i det mindste sikret forplejning. Atter har jeg betinget mig, at jeg skal kæmpe mod russere og ikke mod danskere. Selvom jeg ikke kender til søen, er jeg blevet kanoner på fregatten Store Phoenix. Det er et gammelt skib med 34 kanoner. Vi skal jage de russiske galejer, der gør strandhugst på de svenske kyster. De har sat sig fast på Ålandsøerne og brændt Umeå ned tre gange. Ved Ålandsøerne den 28. juli 1719. Store Phoenix var med i en eskadre bestående af et linieskib og fire fregatter under viceadmiral Sjöblad og lå ved Ålandsøerne, da vi fik en flåde af 62 russiske galejer i sigte. Vi gik til angreb og ødelagde halvdelen af dem med kanonskud. Vi ville have ødelagt dem alle, hvis ikke vinden var vendt og vore fregatter var drevet ind i Ledsund, hvor de gik på grund. Vort linieskib undslap, men fregatterne blev taget af russerne. Jeg er nu russisk krigsfange. Man siger at russerne plejer at henrette de menige krigsfanger, og sende officererne til Sibirien. Kronstad den 15. august 1719. Jeg undgik døden og blev galejslave. Russerne havde brug for mænd til at bemande de kaprede fregatter og ro de galejer, der ikke var skudt i sænk. Min galej har 16 par årer og fire mand til hver åre. Den første uge var jeg stærkt udmattet af at ro, men efterhånden blev jeg stærkere og jeg kunne tale med mine sidemænd. Den ene har været på galejen i fem år og været på mange togter, hvor de hærgede byer på Sveriges kyst med røveri, mord og brand. I 1714 var han med i en flåde af hundrede galejer under viceadmiral Apraxin, der besejrede en svensk flåde ved Hangø. Efter slaget fortsatte de op i den Botniske bugt i stormfuldt vejr. Mange galejer blev drevet ind på skær ved Finlands kyst og blev knust. Galejslaverne formåede ikke at ro skibene imod vinden. De, som undslap skærerne, nåede over til Sveriges kyst og gik i land ved Umeå og plyndrede og brændte byen. De tog en svensk mand til fange, som skulle være lods for dem på tilbageturen. Denne lods styrede med vilje flåden mod et undersøisk skær. Flere snese galejer blev slået til vrag på skæret og mange hundrede mænd led druknedøden. Jeg er nok ikke bestemt for druknedøden. Jeg har fået at vide, at jeg skal sendes til Sibirien. Tobolsk den 12.oktober 1719 Rusland er et meget stort land. Vi har gået i to måneder og passeret Novgorod, Kasan, Jekatarinburg og Tjumen, og er nået til Tobolsk, som er Sibiriens hovedstad. Jeg kan færdes frit omkring, må selv skaffe føden og jeg har fået anvist arbejde i et teglværk. Jeg har været i kirke nogle gange. Jeg håbede, at jeg kunne lære noget russisk ved at høre præsten læse op af bibelen på russisk. Men oplæsningen foregår på et gammelt kirkesprog, som ingen forstår, ej heller præsten. Jeg har talt med ham og fundet ud af, at han heller ikke forstår latin eller græsk. Hvor var dog vor egen præst en lærd mand. Jeg har hørt at generalguvernøren over Sibirien, fyrst Gagarin, der har residens i Tobolsk, sidder i fængsel. Han begyndte at slå egen mønt og tsaren fik mistanke om, at han ville gøre Sibirien til sit eget selvstændige fyrstendømme. Han blev kaldt til Sankt Petersborg og fængslet. Tobolsk den 19. oktober 1719. Der er mange svenske officerer i Tobolsk. De fleste blev taget til fange efter slaget ved Poltava, hvor tsar Peters hær sejrede. De har alle fri udgang og skal selv tjene til føden. Det fortælles, at de, der undviger alligevel, ikke kommer langt, da de bliver slået ihjel af bønderne i landsbyerne. De svenske officerer har deres egen gudstjeneste, som jeg og andre af den lutherske tro nu har fået lov til at overvære. Sidste gudstjeneste blev forrettet af pastor ved Bjørneborgs regiment Gabriel Lauræus. Han oplæste et brev fra pastor Francke i Halle, der forklarede, at den sande tro opnås ved bod, omvendelse og genfødsel. Skuespil, dans og kortspil er af det onde. Jeg tror, at disse ord faldt på klippegrund hos de fleste af officererne, men jeg har hørt, at en lille kreds af officerer holder møder, hvor de beder i fællesskab og læser op af bibelen og pastor Franckes skrifter. Obertstløjtnant Wreech, der leder denne kreds, har oprettet en skole for de fangne officerers børn. Pastor Franckes brev ledsagede en gave til skolen bestående af penge og opbyggelige bøger. Efter gudstjenesten talte jeg med en svensk løjtnant, som rejser omkring og opkøber heste. Jeg spurgte ham, om han kunne bruge mig som hjælper. Tobolsk den 26. oktober 1719. Den svenske løjtnant, som jeg talte med efter forrige gudstjeneste, hedder Alexander Planting. Han har udvirket, at jeg bliver fritaget fra arbejdet i teglværket, og jeg kan komme med ham som medhjælper, når han skal ud at opkøbe heste til foråret. Jeg har ikke udgivet mig for en erfaren hestepasser, men han har øjensynligt tiltro til mig. Pastor Lauræus har solgt mig en tysk bibel. Jeg fik den billigt, fordi den manglede det meste af Johannes Åbenbaring. Han gav mig også et af pastor Franckes opbyggelige skrifter, som var blevet skadet af ilden, da skolen brændte. Jeg glæder mig til at læse, de ord, som har vakt så mange til troen. Japansin den 3. august 1720. Vinteren og foråret gik uden at jeg så løjtnant Planting. Jeg troede, at han havde glemt sit løfte til mig, men den 20. juli kom han og tog mig med på sin opkøbsrejse. Vi red rundt til godserne og handlede med forvalterne. Mange havde kun skabilkener at tilbyde. De bedste heste købte vi fra tatarerne. Da vores flok af heste var blevet for stor for mig at håndtere alene, lejede løjtnant Planting to bønder til at hjælpe med at bringe hestene til Japansin. På turen hertil red vi over marker med birkelunde, og små bække og søer. Det var så smukt, som ingen pen kan beskrive. Løjtnant Planting var så optaget af at se på herligheden, at han styrede sin hest ud i en sump, hvor den sank i og forsvandt i mudderet. Løjtnanten selv ville være gået samme vej, hvis ikke jeg og de to bønder havde rakt en lang gren ud til ham, og fået ham halet på fast grund. Løjtnanten takkede mig for sin redning og sagde, at uden mig ville bønderne ikke have hjulpet ham. Han bedyrede, at han gerne ville kaste bønderne i sumpen, hvis det blot kunne bringe hans hest tilbage. Løjtnant Planting fortalte mig, at de fangne svenske officerer havde fået breve hjemmefra, der omtalte kong Karls død. Alle havde mistanke om, at kongen var offer for at lejemord. Generaladjudant Sicre var en af de mistænkte. Mistanken beroede på at Sicre, nogen tid før kongen blev skudt, havde forladt gruppen af officerer, der stod i løbegraven under kongens fødder, og først var kommet tilbage nogen tid efter, at kongen var blevet ramt. Ingen vidste, hvor han havde været, da det dødelige skud faldt. Til bestyrkelse af mistanken tjente, at Sicre senere havde fået alle de heste, der havde tilhørt den henrettede minister von Görtz. Løjtnant Planting mente selv, at Sicre nok var gået afsides for at lade sit vand. Ingen officer ville tænke på at dræbe sin heltemodige konge. Løjtnant Planting har et ar i ansiget, hvor han blev ramt af en kugle ved Poltava. Kuglen kunne ikke fjernes og sidder inde i hans hoved endnu. Kan den kugle, der dræbte Karl XII, være i hans lig endnu, eller blev den fundet, da liget blev balsameret? Jeg har bemærket, at løjtnant Planting har et godt øje til meget unge piger. Tobolsk den 28. september 1720. Jeg har læst i Franckes skrift om, hvordan man skal læse bibelen til sin sande opbyggelse. Han skriver, at man skal vare sig for at læse bibelen af en forkert grund eller med et urigtigt formål. De skriftkloge og farisæerne læste også den hellige skrift, men blev dog ikke forbedrede deraf. Det er forkert at læse bibelen som en udvendig handling, mens man tror sig sikker på sin kristendom, at læse et kapitel morgen eller aften og tro, at man dermed har gjort Gud en god gerning. Man kan blive forbandet til helvedes afgrund, selvom man har lært den hele skrift udenad. Før man læser i bibelen, må man bede en bøn, ikke med munden alene men med et andægtigt hjerte, og takke Gud for at han har åbenbaret sin hellige vilje med sit ord, for at vi deraf kan lære at blive troende, fromme og salige. Efter en sådan formaning ved jeg ikke, om jeg tør læse i bibelen. Tobolsk den 25. februar 1721. Jeg har gjort et nyt bekendtskab blandt de svenske officerer, kaptajn Tabbert, der har rejst meget omkring og udforsket landet. Han er en af deltagerne i oberstløjtnant Wreech´s fromme møder. Løjtnant Planting anbefalede mig til kaptajn Tabbert som følgesvend på en forestående rejse, som han skal gøre sammen med en tysk videnskabsmand, doktor Messerschmidt, der er udsendt af tsar Peter, for at tegne kort over Sibirien og indsamle lægeplanter, mineraler og kuriøse ting. Dr. Messerschmidt har lært lægekunsten i Halle og hører også til de fromme. Tara den 9. marts 1721. Vi forlod Tobolsk den 1. marts og gik langs med Irtyshfloden mod sydøst. Vi passerede mange tatarlandsbyer og små floder, der løber ind i Irtysh. Vores selskab består af "hr. dr. Messerschmidt", sådan ønsker han at blive tiltalt, kaptajn Tabbert, Karl Schulman, der lige er gået ud af den svenske skole i Tobolsk, samt fem medhjælpere, hvoraf jeg er en. Vi medbringer telte, proviant og udstyr, som bliver kørt på hestevogne. Hestene bliver skiftet med mellemrum langs vejen. For at få heste udskiftet fremviser dr. Messerschmidt en skriftlig ordre fra vojevoden i Tobolsk. I går aftes ankom vi til Tara, en by på omkring 500 huse. Kaptajn Tabbert taler meget og har fortalt mig om, hvad han allerede har set og erfaret i Sibirien. Han har besøgt mange af Sibiriens vilde folk og optegnet de ord, hvormed de benævner tallene og de almindelige ting. Han siger, at han hermed kan udrede folkenes slægtskab og andre dunkle spørgsmål. Han har således erfaret, at Præstekongen Johannes ingenlunde er en kristen konge, men mongolernes ypperstepræst Dalai Lama. Tidligere tiders rejsende har troet at høre Johannes, når mongolerne omtalte Dalai Lama som Jehan, der betyder hellig på deres sprog. Dr. Messerschmidt er ikke så meddelsom. Han medbringer astronomiske instrumenter, hvormed han kan bestemme, hvor hvert sted skal tegnes ind på kortet. På vejen mellem Tara og Tomsk den 18. marts 1721. Vi ankom i går til en tatarboplads, der hedder Arka-Gaut og ligger ved Omfloden. Høvdingen er en gammel mand på 65 år, der har en ung kone på 16 år. Han bad dr. Messerschmidt om at give ham noget, så hans unge kone ikke skulle have grund til at klage over ham. Dr. Messerschmidt gav ham te med sukker. På vejen mellem Tara og Tomsk den 19 marts 1721. Vi er nu i en tatarboplads, der hedder Argalu. Her kom en mand, der tilbød at vise sin spådomskunst. Han medbragte en tromme, hvorpå der sad en hedensk figur. Han bad om noget tobak, som han røg, før han begyndte på sin kunst. Først gned han trommeskindet med trommestikken og spurgte dr. Messerschmidt, hvad han ønskede at vide. Dr. Messerschmidt bad ham fortælle, hvor han, Messerschmidt, agtede sig hen, og hvad han i øvrigt vidste om ham. Manden rejste sig da op og begyndte at slå på trommen, og springe vildt omkring samtidig med, at han udstødte høje råb og skrig. Han gjorde det mere og mere voldsomt og stak en hånd ned i den varme aske, der lå på ildstedet. Da han således havde gebærdet sig som en afsindig i et kvarter, holdt han pludselig op og stod helt stille og stirrede op i luften nogle minutter. Derpå messede han sin spådom: Dr. Messerschmidt havde fire børn, hvoraf et var dødt, han ville blive 7 år i Sibirien, og en af vore heste ville blive halt, før vi nåede Tomsk. Dr. Messerschmidt spurgte ham derefter om, hvad han havde råbt og skreget. Han svarede, at han havde anråbt den store Gud og også Satan om at få noget åbenbaret. Den store Gud bor i himmelen, er af menneskeskikkelse, og har lutter hvide heste. Han sidder på en trone af guld, der stråler som solen. Satan er hans tjener, som han sender hid og did. Desuden har hvert menneske sin egen Gud. Et rigt og fromt menneske har en rig og from Gud, og et ondt og fattigt menneske har en ond og fattig gud. Som de fattige guder i himmelen må tjene de rige guder, således må de fattige mennesker på jorden tjene de rige. Jeg så, at der på hans tromme var indridset et træ med en halvmåne og en stjerne ovenover. Jeg spurgte ham, hvorfor solen ikke var med. Han sagde da, at månen var vigtigere end solen, fordi den skinner om natten, hvor der er mest brug for lys. Det var mig ikke muligt, at tale ham fra denne urimelige forklaring. Han sagde, at det måtte være sandt, for mulla Nasreddin havde sagt det. Jeg spurgte ham da, om han var shaman eller muhammedaner. Han svarede, at han fornylig var omvendt til troen på Allah og hans profet, men han var stadig shaman, for de vejfarende, der gav ham tobak. På vejen mellem Tara og Tomsk den 21. marts 1721. Sent i går aftes ankom vi til jurten Kutuk, men en af slæderne med tre medhjælpere kom ikke. Dr. Messerschmidt sendte i morges en af medhjælperne i følgeskab med to bønder tilbage for at finde den forsinkede slæde. De kom tilbage og fortalte, at de havde fundet slæden syv verst herfra. Den var gået i stå fordi hestene var udmattede. Doktoren sendte så fire heste tilbage, og slæden ankom hertil om eftermiddagen. En gammel betler, som rejste sammen med os, fortalte nu doktoren, at sandheden var, at de tre havde lagt sig til at sove på slæden og hestene var vendt om og gået 20 verst tilbage ad vejen. Doktoren bestemte da, at de tre skulle straffes med stokkeslag, og pålagde mig at eksekvere straffen, hvilket jeg gjorde dygtigt. En af vore heste var blevet så udmattet, at den måtte efterlades, som shamanen havde spået. På vejen mellem Tara og Tomsk den 25 marts 1721. I morges kom der en bonde, der tilbød dr. Messerschmidt to guldørenringe, som han havde fundet i en gravhøj. Doktoren brød sig ikke om dem og ville ikke købe dem, men spurgte bonden, om han havde andre ting fra gravhøje. Det havde han ikke, men han fortalte, at der i nærheden lå en landsby, hvor de russiske bønder tjente godt ved at grave i gravhøje. De begav sig så mange som hundrede mand sammen 20-30 dagsrejser ud på steppen til gravhøjene, og når nogle gravede, holdt andre udkik efter omstrejfende kosakker og kalmukker, der gerne ville frarøve bønderne, hvad de havde fundet. Ofte fandt de kun ting af messing, kobber og jern, som ikke kunne indbringe meget, men undertiden fandt de store mængder harniskbeslag, seletøjsudsmykning og hedenske gudebilleder af guld og sølv, helt op til 6-7 pund. På vejen mellem Tara og Tomsk den 28. marts 1721. Vi er kommet til landsbyen Voronova, der er beboet af russiske bønder. Her sidder duer overalt på tagene. Bønderne spiser dem ikke selv, så de har givet os lov til at skyde så mange, som vi vil. Vi tilberedte et velsmagende måltid af stegte duer. Jeg spurgte en af bønderne, hvorfor de ikke spiser duer. Han svarede, at man kan se i ikonerne, at Helligånden er en due. Han tør ikke skyde en due af frygt for at gøre Helligånden skade. Den gamle betler, som har slået følgeskab med os, er tyrk. Han har i sin ungdom været lejesoldat og kæmpet under kosakhøvdingen Mazepa, som gjorde oprør mod tsar Peter. Da han hørte, at de russiske bønder tror, at Helligånden er en due på deres tag, sagde han, at i hans tro er der ingen Helligånd. Han havde hørt, at de kristne troede på tre guder, Faderen, Sønnen og Helligånden. Jeg prøvede at forklare ham, at Faderen, Sønnen og Helligånden er én Treenig Gud, således, at de kristne også kun tror på én Gud, men han forstod det ikke. Jeg må læse om det i Bibelen, så jeg bedre kan forklare det. Tomsk den 7. april 1721. Vi ankom til Tomsk den 31. marts. Vi har ikke haft meget at gøre siden, og vi er udhvilede. Dr. Messerschmidt og kaptajn Tabbert har talt med alle mennesker i byen, der har noget at fortælle om de dyr, planter og mineraler, der findes på denne egn. De udspørger også tatarerne om deres sprog og tro, og hvor de er kommet fra. De har hørt om mænd, der har afgudsbilleder fra gravhøje, men de har ikke fundet mændene. Der kom en russisk købmand, der bragte nogle ting af guld og sølv, der var fundet i gravhøje, men dr. Messerschmidst ville ikke købe dem, fordi de kun var seletøjsbeslag og andre ubetydelige ting. En af de svenske krigsfanger i Tomsk, fændrik Zeumern, fortalte, at han havde hørt fra en anden svensker, at vojevoden i Narym har et smukt hedensk gudebillede af messing, der måler omtrent en kvart alen. Tomsk den 23. maj 1721. I dag fik kaptajn Tabbert besøg af en svensk fændrik, der fortalte om sin omvendelse fra et uordentligt liv i drukkenskab til et rent kristent levned. Den svenske præst i Tomsk, pastor Westadius, havde mange gange formanet ham om at leve et kristent liv, men til ingen nytte. En gang, da han forlod en knejpe og var overmåde beruset, greb han i sin lomme og tog de få rubler, han ejede og begyndte at kaste dem omkring på vejen. Da kom en tatar, som han kendte, hen til ham og sagde: “Kære ven, hvordan kan du være så tåbelig at drikke dig fuld og bringe dig selv i fordærv. Du er en fremmed her og tilmed fange. Du har vel ikke meget tilovers til din fortæring. Betænk dig dog og spar på dine fattige mønter. Russerne er ikke så barmhjertige, at de vil hjælpe dig i din nød.” Disse ord fra en tatar til en, som bildte sig ind at være et kristenmenneske, greb fændrikken om hjertet og han forsagede brændevinen fra samme stund, og havde nu ikke smagt den i adskillige år. Efter at have hørt denne fortælling udbrød kaptajn Tabbert: “Hvilke underfulde veje og midler bruger Gud ikke for at omvende et menneske“. Tomsk den 25. maj 1721. Jeg har læst pastor Franckes skrift om, hvordan han selv blev omvendt og genfødt. Han fortæller, at han i sin ungdom ville være en fornem og lærd mand, være rig og leve gode dage, men han ville ikke anses for at være en, der stræbte efter dette. Han elskede verden og verden elskede ham. Med de fromme var han from og med de onde var han i sandhed ond og han havde lært at mærke sig, hvorfra vinden blæste. Men han var overbevist om, at det ikke stod rigtigt til med ham, og han knælede ofte ned og lovede bedring, men når det kom til stykket, viste det sig altid kun at være en flygtig indskydelse, og han udskød sin forbedring fra dag til dag. I sit fireogtyvende år begyndte han dybere at forstå sin elendige tilstand og med større oprigtighed at længes efter, at hans sjæl skulle befries herfor. Han havde opnået lærdom i sit teologiske studium, men han syntes ikke, at han kunne beklæde et embede og bedrage folk med at prædike det, som han ikke i hjertet selv var overbevist om. Han levede midt i verdsligt selskab og var omgivet af syndens fristelser, men ofte bad han på sine knæ Gud om, at han ville gøre ham til et retskaffent Guds barn. Da føjede Gud det, at han kunne forlade Leipzig og rejse til Lüneburg for at blive undervist i Bibelens udlægning af pastor Sandhagen. Han var næppe ankommet der, før han blev opfordret til at holde en prædiken. Dette satte ham i stor tvivl og uro. Hvem ved, om den hellige skrift er Guds ord? Tyrkerne udgiver deres Koran og jøderne deres Talmud for Guds ord. Hvem kan sige, hvem der har ret? Sådanne spørgsmål tog hos ham overhånd, indtil der af alt, hvad han havde lært i otte års teologisk, intet var tilbage, som han i sit hjerte troede på. Hvor gerne ville han ikke have troet, men han kunne ikke. Han ængstedes for at få den som fjende, som han benægtede og ikke kunne tro på. Denne jammer voldte ham mange tårer, og han ville aflyse sin prædiken. Da knælede han ned og anråbte Gud, som han ikke troede på, om redning fra sin elendige tilstand. Da hørte Herren, den levende Gud, ham pludseligt. Som i en håndevending var al hans tvivl væk, og han var forsikret i sit hjerte om Guds nåde i Jesus Kristus. Al sorg og uro var på en gang taget bort, og erstattet af en strøm af glæde. Han stod op med et andet sindelag end det, hvormed han havde knælet ned. Han var til mode, som havde han været død og var blevet levende. Han var genfødt. Pastor Francke siger ikke, at han var en synder før omvendelsen. Han siger kun, at han levede midt i syndens fristelser. Kan jeg, som sandelig er en synder, blive omvendt og genfødt? Tomsk den 7. september 1721. Dr. Messerschmidt begav sig af sted mod Abakan den 11. juli. Han tog hele sit mandskab med og efterlod kaptajn Tabbert og mig i Tomsk. Tabbert skulle vente i Tomsk til han fik tillaelse til at rejse til Narym. Den 19. august fik Tabbert af vojevoden tilladelse til at rejse, og vi ankom til Narym den 24. august. Tabbert tog mig med som tolk. Selvom han har været i Rusland længere end jeg, taler han ikke sproget godt. Han har indsamlet en hob tatariske ord, men han har mere brug for russiske. Jeg vidste ikke, hvorfor vi skulle til Narym, men Tabbert har tre gange været hos vojevoden i Narym, og spurgt efter den hedenske figur, som dr. Messerschmidt havde hørt, at han havde. Vojevoden undskyldte sig hver gang med, at den lå i en kasse, som han ikke kunne komme til. Jeg forstod, at vores rejse til Narym gjaldt denne figur. Nu er vi kommet tilbage til Tomsk efter at tre ugers anstrengende rejse, uden at Tabbert har erhvervet figuren til dr. Messerschmidt, endsige set den. På tilbagerejsen berettede Tabbert for mig, at han efter en brand i hans kvarter i Tobolsk i 1715 havde miste en stor mængde optegnelser, som han havde samlet for at kunne tegne et nyt kort over Sibirien. Han havde derfor opgivet dette forehavende, men så modtog han gennem oberstløjtnant Kaulbars, som var krigsfange i Tobolsk, en opfordring fra feltmarschal Rehnschiöld, som var krigsfange i Moskva, om at genoptage arbejdet. Rehnschiöld og Kaulbars er i mellemtiden kommet tilbage til Sverige efter udveksling med fangne russiske officerer. Efter halvandet års arbejde fik Tabbert et nyt kort færdigt, som han foreviste for guvernøren over Sibirien, fyrst Gagarin. Fyrsten tilegnede sig straks kortet og forbød ham at sende et lignende til Moskva, endsige tegne flere kort. Gagarin ønskede ikke at tsaren skulle se kortet, fordi man deri kunne se, hvor der var guld at finde i Sibirien. Jeg fortalte Tabbert, at oberstløjtnant Kaulbars havde været tilstede da kong Karl blev skudt. Tabbert fortalte derpå, at Kaulbars var blevet udvekslet lang tid før Rehnschiöld. Kong Karl havde i mange år modsat sig udveksling af sin feltmarschal. Årsagen kunne være, at det var Rehnschiöld, der havde kommandoen i slaget ved Poltava, hvor den svenske hær led sit store nederlag. Kongen selv kunne ikke lede slaget, da han var sengeliggende efter at være ramt af et skud i foden. Kan Rehnschiöld være kommet hjem opfyldt af hævnbegær efter de mange år i russisk fangenskab? Kan han have iværksat sammensværgelsen? Rehnschiöld er en hård mand. Efter slaget ved Fraustadt lod han efter sigende alle russiske fanger henrette. De som ikke var russere blev hvervet til hans egen hær. Tomsk den 28. november 1721. Kaptajn Tabbert og jeg har været i Tomsk i syv uger, hvor der intet har været for mig at gøre andet end at gå på jagt. Tabbert har holdt sig inden døre det meste af tiden. Han har skrevet og tegnet et nyt kort over Sibirien. I morgen skal vi af sted for at møde dr. Messerschmidt i Abakan. Vi rejser med seks slæder og forspand. Vi skal medføre alle de ting, som dr. Messerschmidt har efterladt her. Abakan den 6. januar 1722.. Vi nåede til Abakan den 23. december og mødte dr. Messerschmidt. Han havde hørt om en gravhøj, der ligger i nærheden af Abakan. For nogle dage siden kørte vi ud til denne høj i slæde og begyndte at grave i den. Vi kom tilbage de følgende dage og gravede videre, men vi fandt ikke andet end nogle knogler. På fjerdedagen opgav dr. Messeshcmidt gravningen, da han mente, at der havde været gravrøvere. Abakan den 5. februar 1722. I dag kom der til dr. Messerschmidt en tatar, der sagde, at han var sendt af en anden tatar for at få et medikament. Doktoren spurgte ham hvilken sygdom, der skulle kureres. Det ville tataren først ikke ud med, men bad blot doktoren give ham nogle urter, der virkede godt. Doktoren forklarede da, at han ikke kunne hjælpe, når han intet viste om sygdommen. Så kom tataren til sagen. Han fortalte, at hans ven havde ligget med en pige, der var blevet svanger. Nu ville han gerne havde nogle urter, der kunne fordrive fosteret. Dr. Messerschmidt sagde til ham, at dette hos os ville være en stor synd, og han kunne ikke give ham noget hertil. Tataren tog da afsked og sagde, at han ville overbringe svaret til sin ven. Vi har gjort et langt ophold i Abakan, og jeg har haft tid til at læse hele Bibelen, men jeg må bekende, at jeg ikke fulgte pastor Franckes anvisninger om at læse Bibelen på den rette måde. Jeg læste den af kedsomhed, og fordi jeg ville vide noget om Treenigheden, som jeg ikke kunne forklare den gamle tyrk. Jeg fandt intet i Bibelen herom. Måske har jeg været uopmærksom, eller måske er det forklaret i Johannes Åbenbaring, som mangler i min Bibel. Krasnojarsk den 9. marts 1722. Vi forlod Abakan den 16. februar og ankom til Krasnojarsk den 24. februar. Vi hørte her, at den tidligere guvernør over Sibirien, fyrst Gagarin var blevet hængt i Sankt Petersborg. Hans lig hang i galgen indtil rebet rådnede og brast, så blev liget hængt op igen i en jernkæde. Dr. Messerschmidt bad mig om at gå på jagt og holde udkig efter en hvid falk. Han havde hørt fra flere, at der fandtes hvide falke heromkring. Han lovede mig en belønning, hvis jeg skød ham en sådan fugl. Jeg har skudt adskillige fugle, som han har flået og udstoppet, men en hvid falk har jeg ikke set. I dag kom en kalmukisk tolk til dr. Messerschmidt for at tyde nogle kalmukiske skrifter, som doktoren havde indsamlet. Efter at have tydet skrifterne fortalte tolken om det bjerg, som Dalai Lama bor på midt i byen Beron Tola. Bjerget har ti trin. På det første trin bor der 1000 lamaer, på det andet bor der 2000 lamaer, på det tredje trin 3000 lamaer og så videre op til det tiende trin, hvor der bor 10000 lamaer. Men derover er der endnu et trin, hvor de allerhelligste præster, hutuktuerne, bor. På det allerøverste trin bor Dalai Lama, der altid sidder med en hutuktu ved sin højere side og en ved sin venstre side. Disse tre kalder man Gurban Irdine, der betyder trehelligheden. Da tolken havde taget afsked med dr. Messerschmidt og ville gå, bad jeg ham om, at fortælle mig noget om sin tro. Jeg spurgte ham, hvilken gud han tilbad. Dertil svarede han med at opremsede flere navne. Da jeg spurgte ham, hvilken af disse guder, der er den største, sagde han, at han troede, at det var Buddha, men det måtte jeg hellere spørge en lama om. Jeg spurgte ham, hvad han havde lært om verdens begyndelse. Han svarede, at verden ikke har nogen begyndelse. Krasnojarsk den 29. marts 1722. Dr. Messerschmidt fik i Sankt Petersborg løfte om 500 rubler om året i løn under sin opdagelsesrejse. Da han ikke havde modtaget sin årlige løn og ikke havde flere penge, skrev han til guvernøren i Tobolsk herom. Han fik ikke noget svar og besluttede så at sende kaptajn Tabbert til Jeniseisk for at forhøre sig hos overkommandanten der. Jeg ledsagede Tabbert på rejsen, der tog fire dage. Da overkommandanten i Jeniseisk havde læst dr. Messerschmidts brev, sagde han at han ikke havde modtaget nogen ordre fra Tobolsk om at udbetale løn til dr. Messerschmidt. Uden sådan ordre kunne han intet gøre. Vi var tilbage i Krasnojarsk i går. Hele rejsen varede 13 dage og var til ingen nytte. Krasnojarsk den 23. april 1722. Der er sluttet fred mellem Sverige og Rusland. Der kom bud til Tabbert, at han er fri fra fangenskabet, og han skal rejse hjem til Sverige. Denne meddelelse gjorde dr. Messerschmidt nedtrykt. Han sætter stor pris på Tabbert, selvom denne af og til gør sig lystig over ham. En gang hørte jeg Tabbert synge dette hollandske vers for at drille dr. Messerschmidt: Bidder, Doktor, Dodengraver en den Apoteker dat syn vier frienden, dat is säker, wan eer se bidden om haar daglyck brod, so bitten zwee om de syck en twee om de dodt. Dr. Messerschmidt fortsætter sin opdagelsesrejse sammen med sine fire medhjælpere. Han har meddelt mig, at han ikke har penge og proviant nok til at have mig med på sin fortsatte rejse. Jeg ved ikke, om også jeg er fri, men jeg vil hellere opsøge verdens ende end at rejse hjem. Der ankom i går nogle dragoner til Krasnojarsk, som er på vej til Jakutsk. Jeg har truffet aftale med dem, at jeg rejser med dem og går dem til hånde. Karl Schulman rejser med Tabbert til Sverige. Ust Kut den 30. juni 1722. De dragoner, jeg slog følge med fra Krasnojarsk, er slette mennesker. De udgiver sig for tsarens skatteopkrævere og mishandler og stjæler fra de indfødte. Jeg forlod dem og gemte mig i en afsides landsby, indtil de var rejst videre. Denne landsby var beboet af skæggede russiske bønder. De var gammeltroende, som var flygtet til Sibirien for at undgå forfølgelse, da de ikke ville finde sig i, at gudstjenesten blev lavet om. Patriark Nikon i Moskva havde bestemt, at præsten skulle gøre korsets tegn med tre fingre i stedet for med to. Dette, fandt de, var at fordærve den hellige gudstjeneste og gøre den til en djævletilbedelse. Dertil kom, at tsaren forbød mænd at have fuldskæg. De, som ville beholde deres skæg, skulle betale skægskat. De ville beholde deres skæg, fordi de mente, at det var imod den hellige skrift at rage det af. Der står i skriften, at mennesket er skabt i Guds billede, og Gud har skæg. Lenafloden er blevet isfri og jeg skal med en lastpram ned ad strømmen til Jakutsk. Jeg skal hjælpe med at ro prammen og slæbe den, når den går på grund. Jakutsk den 15. februar 1723. Jeg er kommet til et gudsforladt sted på jorden. Jakutsk er en lille russisk by på 300 huse i et land befolket af jakuter og andre folkeslag, hvis navne jeg endnu ikke har lært. De indfødte er jægere, men holder også køer og heste. De skal aflevere zobel- og mårskind som skat til tsaren. Den slags skat kalder russerne jasak. De skind, som de indfødte ikke skal aflevere som jasak, må de kun sælge til tsarens opkøbere. Det er forbudt alle andre at opkøbe og føre skind ud af Sibirien. Da kosakkerne trængte ind i Sibirien og erobrede landet for tsaren, var det pelsdyrene, de kom efter. Man siger, at alle tsarens krige er blevet betalt med skind fra Sibirien. Når kosakkerne kom til et nyt område, hvor de ville tvinge de indfødte til at aflevere skind som skat til tsaren, byggede de et fort omgivet af palisader af træ og med vagttårne af træ. Sådan et fort kaldes en ostrog. Her kunne jasakopkræverne og deres familier leve i sikkerhed. Vagttårnene blev også brugt til at holde gisler indespærret. Disse gisler var sønner af de største høvdinge blandt de indfødte. Den ostrog, hvormed Jakutsk blev grundlagt, står endnu. Da jeg foreviste mit rejsepas for vojevoden i Jakutsk udspurgte han mig om, hvad jeg før havde arbejdet med. Da han hørte, at jeg havde arbejdet i et teglværk, sagde han, at der ikke er noget teglværk i Jakutsk, men han kunne anvise mig arbejde i hans eget brænderi. Han ville lønne mig med brændevin i stedet for rede penge, idet han påstod at intet alligevel kunne købes for penge i denne egn. Jakutsk den 20. maj 1723. Jeg har købt en bøsse for tre måneders løn i brændevin, og jeg er begyndt at gå på jagt. På mine jagtture har jeg truffet mange jakuter, som jagede med bue og pil. Der er ingen luthersk gudstjeneste i Jakutsk, og den russiske synes mig ikke at være vejen til omvendelse. Jeg har prøvet at følge pastor Franckes vej ved at bede til Gud, at han vil omvende mig fra skinkristendommen til den sande tro, men han har ikke hørt mig. Jakutsk den 10. august 1723. Jeg gik i dag til pelsopkøberen med 40 skind. Han undersøgte dem og sagde, at mine skind var af ringe værdi fordi de havde skudhuller. Jeg bad ham om at vise mig nogle skind, som han havde betalt fuld pris for. Han viste mig da en stabel skind helt uden skudhuller. Dyrene var alle truffet med en pil i øjet. Opkøberen rådede mig til at opgive jagten, for endnu havde han ikke set en hvid mand, der kunne træffe et pelsdyr i øjet. Det kan kun de indfødte. Jeg tror dog jeg kan lære det, men jeg må have en læremester. Ved Lena den 1. december 1723. Jeg er nu kommet hos Jakuter i mange måneder og kan forstå og tale deres sprog. Jeg har set deres færdighed som jægere, og jeg har spurgt dem, hvordan de bærer sig ad med altid at træffe dyret i øjet eller snuden. De svarede, at ånderne bistår dem i jagten. Det er imod min kristne tro, at have med ånder og trolddom at gøre, men hos Jakuterne kan jeg ikke undgå det. De siger, at der bor ånder i alle ting, i floden, i bjerget, i træerne og dyrene. Jeg har bedt min Gud om forladelse og udspurgt jægerne om, de ånder, der hjælper dem med at ramme dyrene så sikkert. Ved Lena den 6. januar 1724. Aldrig har jeg oplevet en sådan kulde. Jeg har fået gjort en dragt af mine usælgelige skind. En gammel Jakutkvinde syede den for mig, og jeg betalte med brændevin. Jeg ligner nu en Jakut og det er vist ikke kun udvortes. Jeg er begyndt at lytte til shamanen. Da jeg besøgte ham i hans vinterhus, fortalte han mig, at når han slog på tromme og dansede, kunne hans ånd forlade legemet og rejse til fjerne egne, og møde forfædrenes ånder. Han sagde også, at jeg ville få jagtlykke, hvis jeg ventede med at skyde indtil min ånd havde mødt dyrets ånd. Jeg svarede, at jeg har en sjæl og ingen ånd. Han ville gerne tro, at jeg havde en sjæl, men han var sikker på, at jeg også havde en ånd, og han tilbød at kalde den frem ved hjælp af trommedans. Han iførte sig en dragt med allehånde påsyede blikfigurer af fugle og fisk, samt klør og tænder af vilde dyr. Han tog derefter sin tromme og begyndte at slå langsomt og sagte på den med en stok, men det blev snart hurtigere og han rejste sig og begyndte at springe omkring, vride sine krop og udstøde lyde som dyrenes brøl. Han blev ved, jeg tror i syv kvarter, meget længere end den shaman, jeg havde set vise sin kunst mod betaling i tobak, da jeg rejste med dr. Messerschmidt. Jeg tør ikke sige, om jeg mærkede nogen ånd under hans trommedans, men siden, når jeg gik på jagt, har jeg tænkt på hans råd, og jeg har fået bedre held. Jeg har nu ramt mange dyr uden at ødelægge skindet. Monstro shamanen har ombyttet min udødelige sjæl med en ånd? Vojevoden har frigjort mig fra arbejdet i brænderiet, så jeg kan bruge al min tid på pelsdyrjagt i stedet. Jeg skal aflevere alle skind til ham og han vil fortsætte med at betale mig med brændevin. Da jeg lærte at håndtere en bøsse og skyde vildsvin af herregårdsskytten på min fødeegn, tænkte jeg ikke, at jeg skulle komme til at jage zobel og mår i Sibirien Ved Lena den 1. august 1724 Jeg er kommet sammen med en hedensk Jakutisk kvinde ved navn Kjunnej. Den jakutiske ånd, som har indtaget mit legeme, har udvirket det imod min Herre og Frelsers vilje. Jeg drog til Jakutsk med hende for at få kirkens velsignelse, men præsten ville ikke give den til en hedensk kvinde, og hun ville ikke omvende sig til den kristne tro. Hun er shamanens datter. På vejen viste hun mig nogle svampe i skoven, som shamanen somme tider spiser, forud for trommedansen. Shamanen ville ikke modtage betaling for sin datter. Da jeg spurgte ham hvorfor, svarede han: ”Du har kun brændevin at give mig.” Derefter fortalte han en historie. “Jakuternes høvding havde mange tjenere og engang kom der to fremmede til. De havde lyst hår, blå øjne og lange næser. Høvdingens hustru frygtede dem og bad ham om at slå dem ihjel, men høvdingen så ingen fare og lod dem blive. Efter to år viste de to fremmede ved tegn, da de ikke kunne tale ret, at de ville have så meget jord, som to oksehuder kunne dække. Høvdingen anede intet ondt og gik ind på deres mærkelige ønske. De tog da to oksehuder og skar dem op i tynde strimler og hængte dem mellem pæle, der omsluttede en mark. Derefter drog de sydpå. Næste forår vendte de tilbage sammen med mange mænd af samme udseende og byggede en væg af træ omkring deres mark. Nu blev høvdingen bange og bød sine mænd at skyde pile mod væggen. Der hørtes da høje brag inde fra de fremmedes mark. Hver gang, der lød et brag faldt en jakut til jorden. Mange mænd døde, deriblandt høvdingen og alle hans sønner. Således vandt russerne herredømme over jakuterne. Nu bruger de ikke skydevåben men brændevin for at beholde herredømmet.” Ved Lena i påsken 1725. Jeg antager, at det er nær ved tiden for den kristne påske. Jakuterne, som jeg bor iblandt, har ingen højtider. Mine dage går med jakutiske gøremål, jagt og fiskeri. Jeg har langt om længe lagt bøssen til side og lært mig at jage som jakuterne. De bruger bue og pil. Nogle bruger spidse pile, som de rammer dyret i øjet eller snuden med. Andre bruger stumpe pile, der ikke trænger gennem skindet, men lammer dyret en kort tid, så det kan slås ihjel med en kølle. Andre igen bruger net og fælder. Jeg har lært det hele til gavns, og jeg kan forsørge min familie. Kjunnej har født en søn. Jeg har fundet det sted, hvor jeg vil leve. Ved Lena i sommeren 1725. Der går rygter om, at tsar Peter er død og hans hustru Katarina har efterfulgt ham på tronen. Man siger, at Katarina er en hore fra svensk Livland, der blev taget til fange da russerne rykkede ind i Livland. Hun gik fra den ene russiske officer til den anden indtil hun endte som tsarens maitresse og senere hans ægteviede hustru. Hun kan hverken læse eller skrive, men hun har nok nogen i sin tjeneste, der kan. Ved Lena i efteråret 1725. Kjunnej ønsker, at hendes søn skal blive shaman, men hun frygter, at hendes far vil dø før han kan oplære ham. Derfor vil hun have mig til at lære shamankunsten, så jeg kan give den videre til vores søn. Jeg siger, at hun selv skal blive shaman og oplære vores søn, men hun svarer at kun mandlige shamaner har magt over alle ånderne. Må Gud forlade mig min synd. Jeg har indvilget i at prøve at lære shamankunsten. Shamanen har opregnet for mig alle sine hjælpeånder, og forklaret mig hvad hver enkelt kan bistå med. De blikfigurer han har syet på sin dragt forestiller hans forskellige hjælpeånder. En af dem forestiller en lom, som er en dykkerfugl. Jeg spurgte, hvad en sådan fugl kan udrette. Svaret var, at en lom skabte landjorden. I begyndelsen var der kun vand og luft, men en lom dykkede ned til bunden og bragte noget sand op i sit næb. Deraf blev landjorden skabt. Shamanen får hjælp af lommens ånd til at besøge underverdenen. En anden blikfigur på shamanens dragt forestiller en ravn. Ravnens ånd hjælper shamanen med at opsøge oververdenen. Jeg har lært at slå på trommen, mens jeg danser og synger. Når jeg gør det længe nok falder jeg i afmagt, ligesom jeg har set shamanen gøre det. Trommedansen virkning på mig ligner brændevinens. Shamanen har værk i sine ben og danser sjældent. Folk er begyndt at opsøge mig, for at jeg skal kurere deres sygdomme med åndemaneri. Hvordan kan jeg afslå det? Ved Lena i julen 1725. For nogen tid siden fik vi besøg af en stor jæger fra en anden stamme nordpå. Han blev beværtet med alt, hvad han kunne spise og drikke. Han kendte ikke til mådehold og blev meget beruset. Han begyndte da at yppe kiv og sagde at shamanen i hans stamme havde kraftigere hjælpeånder og større magt end vor shaman. Han hævdede, at hans shaman kan få det til at sne om sommeren, hvad vor shaman ikke kan. Vor shaman opfordrede ham til at holde inde med fornærmelserne og tage sine ord tilbage, men han fremturede. Til sidst mistede vor shaman tålmodigheden og begyndte en trommedans. Alle blev tavse og forfærdede, for de vidste, at det var en forbandelsesdans, han havde indledt. Gæsten begyndte snart at ryste af skræk, og før dansen var forbi løb han ud af huset og forlod stedet. Siden har vi hørt, at det er gået ham ilde. Hans hustru og børn sygnede hen og døde hurtigt efter hinanden, og han flakker nu ensomt om. Jeg spurgte shamanen, om dette var virkningen af hans forbandelse, men han svarede at forbandelsesdansen blot er narreværk. Jakutsk den 25. maj 1726. Der er til Jakutsk ankommet 15 store pramme, som er trukket ned ad Lena fra Ust-Kut. De medførte mange mænd og meget gods. Tsaren har besluttet, at der skal tegnes kort over dette gudsforladte land, og der skal findes en søvej langs Sibiriens kyst til Amerika og Japan. De mænd, som kom med prammene, er udset til at udføre tsarens befaling. De er på vej til Okhotsk, der ligger langt herfra ved Sibiriens østkyst. Her skal de bygge skibe, og stikke til søs på opdagelsesrejse. De medbringer alt til skibenes udrustning, være det sig sejldug, reb, kanoner, kæder, skibsankre, jernnagler, beslag, værktøj og meget andet. Det meste af det kommer helt fra St. Petersborg. Vojevoden i Jakutsk har sendt kosakker ud for at udskrive mandskab, der skal være med til at føre godset over bjergene til Okhotsk. Kosakkerne kom til mit hus og bød mig under trussel om dødsstraf at følge med dem til Jakutsk, for at deltage i føringen af godset. Alle mænd, der ikke flygtede ud i skoven, da de så kosakkerne komme, blev udskrevet. Der bliver stor nød, når så mange mænd drager bort. Hvem skal jage og fiske for at skaffe føde til kvinder og børn. Jakutsk den 1. juni 1726 I dag, da jeg arbejdede med losning af prammene, tabte jeg en sæk i vandet. Løjtnanten, som leder arbejdet, så det og svor en frygtelig ed på mit modersmål. Han er dansker. Jeg røbede ikke, at jeg er hans landsmand. Det er ikke sikkert, at der vil komme noget godt ud af det. Jeg har længe gået under det russiske navn Martin Krylov. Det lykkedes mig at få sækken bjerget med en bådshage, og jeg slap for straf. Jakutsk den 4. juni 1726 Løjtnanten hedder Martin Spangberg. Han taler slet russisk. Når han ikke kan finde de rette russiske ord, falder danske og hollandske sømandseder ham i munden. Løjtnant Spangberg er en høj, kraftig mand med et arret ansigt og en skæv næse. Han skal føre alt godset på tømmerflåder imod strømmen op ad bifloder til Judomskij Krest, hvor der er en russisk handelsplads. Derfra skal godset drages videre på slæder over bjerge til Urakfloden, hvor det igen skal lægges på flåder og føres ned ad Urak til Okhotsk. Alle mænd er i gang med at fælde træer og bygge tømmerflåder. Ved Judoma den 7. september 1726. Vi kom af sted, 156 mand og 30 flåder, fra Jakutsk den 7. juli, men vi kom for sent af sted. Vinteren er kommet, og floden er frosset til, før vi har nået vores mål. Vi har endnu langt igen til Judomskij Krest, og vi kan ikke slæbe flåderne længere. De Jakuter, der var udskrevet til tjenesten havde forudset ulykken og er længst forsvundet. Løjtnant Spangberg har besluttet at efterlade godset her med syv opsynsmænd. Resten af mændene skal gå til fods til Okhotsk og føre proviant med på slæder. Slæderne skal først bygges. Ved Urak den 24. december 1726 Snart efter at vi forlod Judomafloden med 96 slæder blev vinteren meget streng og den 4. november lå sneen så højt, at slæderne måtte forlades. Vi fortsatte da mod Okhotsk med så meget proviant, som vi kunne bære. Om natten sov vi i snehuler. Ofte tænkte jeg på, om jeg skulle ende mine dage på samme måde som min salig far ved at fryse ihjel i en snedrive. Mange var døde, og mange var nær døden af sult og kulde, da vi fandt nogle hestekadavere på stien mod Okhotsk. Hestekødet har reddet vores liv. Kun løjtnant Spangberg kunne gå længere, men han opgav at få os med. Alle de overlevende ville blive ved kadaverne. Okhotsk den 1. marts 1727. Vi blev undsat fra Okhotsk. Der kom 36 mand med 18 hundeslæder. Vi blev lagt på slæderne og trukket til Okhotsk. Da vi efter nogle dage igen var kommet til kræfter, måtte vi gå tilbage til Judomafloden og hente alt det efterladte gods på hundeslæder. Det gjorde vi to gange. Nu da alt godset er bragt til Okhotsk, har jeg spurgt, om jeg må begive mig hjem. Jeg mente, jeg kunne nå hjem til min familie ved Lenafloden, mens det endnu er sommer. Det blev mig nægtet. I stedet blev jeg kommanderet ud for at fælde træer til bygning af et skib, der skal bringe alt gods og mandskab over til Kamchatka. Der er ankommet flere grupper af mænd til Okhotsk ad andre veje. De har haft flere hundrede heste til at trække slæder med gods. Hestene har de taget fra jakuterne ved Lenafloden. Mange af hestene døde på vejen. Jeg forstår nu, at den hele ekspedition er et vidtløftigt foretagende. Løjtnant Spangberg er ikke den øverste leder. Over ham står en kaptajn. Alle arbejder nu med at fælde træer, slæbe tømmeret til Okhotsk og bygge skib. Okhotsk den 8. juni 1727. Skibet er løbet af stabelen. Det fik navnet Fortuna. Jeg har fået et gevær og er blevet sendt på jagt for at skaffe rensdyrkød til skibsproviant. Under jagten har jeg mødt tungusere, der truede mig og sagde, at alle rensdyrene var deres. Løjtnant Spangberg, har for første gang undladt at skælde mig ud. Han sagde endda, at han var tilfreds med mit jagtudbytte. Han tilføjede, at han gerne så, at jeg skød nogle pelsdyr og solgte skindene til ham. Han ville betale mig godt herfor. Okhotsk den 5. juli 1727 Den 1. Juli afsejlede løjtnant Spangberg med Fortuna til Bolsheretsk på Kamchatka. Skibet bar en stor last, som dog kun var en del af det gods, som skal føres til Bolsheretsk. Den 3. juli ankom en ny stor gruppe mænd til Okhotsk anført af løjtnant Chirikov. De medførte mange hundrede sække proviant og en del heste. Løjtnant Chirikov har allerede fundet ud af, at jeg er jæger, og har bedt mig om at sælge ham nogle skind. Han lovede mig, at han ville betale mere end løjtnant Spangberg. Jeg har hørt, at et fejlfrit zobelskind koster 50 rubler i St. Petersborg. Her giver de mig 50 kopek for et. Måske skulle jeg beholde nogle skind, men kommer jeg nogensinde igen derhen, hvor skind kan sælges til en høj pris? Okhotsk den 10. juli 1727. Selv i denne verdens afkrog møder jeg mennesker, der har noget at fortælle om kong Karls død. En af de mænd, der ankom sammen med løjtnant Chirikov er en svensk soldat, som var med i belejringen af Frederiksten. Han talte længe om omstændighederne ved kongens død. Han fortalte, at en anden soldat fra hans kompagni fandt den kugle, der var gået gennem kongens hoved. Den ramte jorden foran ham. Det var en kuglerund messingknap fyldt med bly, som han puttede i lommen uden at fortælle det på højere sted. Han fortalte mig også, at han selv stod vagt ved hovedkvarteret, da der blev holdt krigsråd dagen efter kongens død. Han så da feltmarschal Rehnschiöld ankomme til mødet. Han undrede sig herover, fordi Rehnschiöld ikke før var set i belejringshæren. Okhotsk den 5. august 1727. Der er kommet bud fra Skt. Petersborg, at tsarina Katarina er død i sit tredje regeringsår. Hun bliver efterfulgt af tsar Peters sønnesøn, Peter Aleksejevitj. Hans farmor var tsar Peters første hustru, der blev spærret inde i et kloster. Hans far var Aleksej Petrovitj, der blev henrettet for forræderi mod sin far, tsar Peter. Den nye tsar er et barn. Katarinas førsteminister Aleksander Menshikov er fortsat ved magten. Bolshajafloden den 4. september 1727. Fortuna vendte tilbage fra Kamtchatka til Okhotsk den 11. august ført af løjtnant Spangberg. Det tilbageværende gods og resten af mandskabet blev bragt ombord på Fortuna og en stor pram, og den 19. august forlod vi Okhotsk og sejlede mod Kamtschatka. Spangberg og den kaptajn, der leder ekspeditionen, var ombord på Fortuna, hvor også jeg var. Løjtnat Chirikov var om bord på prammen. Kaptajnen hedder Bering. Han er dansker. Jeg hørte ham og Spangberg tale sammen på dansk. Spangberg klagede over løjtnant Chirikov, og kaptajnen slog det hen. Alt godset skal nu føres tværs over Kamtschatka til Nisjne Kamtschatsk, hvor der skal bygges et nyt skib til en opdagelsesrejse i Ishavet. Ved Bystrajafloden den 2. oktober 1727. Under Spangbergs kommando har vi slæbt pramme med materialer til skibsbygning op ad Bystrajafloden og losset alt her på et øde sted. Når der er nok sne skal godset transporteres på hundeslæder til Kamchatkafloden, og når isen bryder til foråret skal det sejles ned til Nisjne Kamtschtask ved østkysten ud mod det åbne hav. Kaptajn Bering har beordret mænd ud for at skaffe hunde til at trække hundeslæderne. De stjæler hundene fra de indfødte, som ikke kan undvære dem til deres jagt. Spangberg har fritaget mig fra arbejdet og sagt, at jeg skal gå på jagt. De bedste skind får man af dyr, der er skudt i november og december. Usjki den 6. juni 1728. Løjtnant Spangberg har ligget syg hos en bondefamilie hele vinteren. Han er nu rask nok til at gå omkring og overvåge bygningen af skibet. Det bliver bygget et stykke oppe ad Kamtschatkafloden i Usjki. Her er godt træ. Løjtnant Chirikov er ankommet med den sidste sending gods. Han kom straks til mig for at købe skind. Jeg solgte ham halvdelen af, hvad jeg havde. Usjki den 9. juni 1728. Skibet er løbet af stabelen. Det fik navnet Sankt Gabriel. Efter stabelafløbningen blev der skænket brændevin til alle. Spangberg lovede mig, at når skibet er afsejlet, må jeg gå hjem. Forinden ville han gerne købe de skind, jeg havde. Jeg solgte ham resten af mine skind, men han syntes vist, at der var for få. Nisjne Kamchatsk den 14. juli 1728. Sankt Gabriel er stukket til søs med 44 mand og proviant til et år. Skibet bliver ført af Bering, med Spangberg og Chirikov som første- og andenstyrmand. De skal op nordpå for at se, om der findes en gennemsejling til Ishavet. Må Herren holde sin hånd over dem. For nogle dage siden kom Spangberg til mig med min dagbog i hånden. Han havde fundet den, da han gennemsøgte mine ting for at se, om jeg havde gemt nogle skind. Han bandede, fordi jeg har skjult, at jeg er dansker og fordi jeg har solgt skind til Chirikov. Han havde læst om min rejse med dr. Messerschmidt og fortalte, at han selv tilbragt flere dage sammen med dr. Messerschmidt i Jenisejsk sidste år. Han sagde, at dr. Messerschmidt var en meget lærd men indesluttet mand, der hellere ville være i sit telt udenfor byen end i et hus inde i byen. Han havde også set knapperne fra min soldaterkappe. Han bemærkede, at de var kuglerunde og ville passe i en musket. Ved Lena den 27. marts 1729. Nu er jeg et par dagsrejser fra mit hus. Jeg glæder mig til at se Kjunnej og min søn igen efter tre år. Jeg har ikke mødt nogen jakuter, kun kosakker. Jeg er gået igennem nogle vinterbopladser, som var øde. Hvor er de henne? Ved Lena den 3. april 1729. Jeg har fundet mit hus og resten af bopladsen i ruiner. Det eneste menneske på stedet, var en gammel kone, som først var stum i tre dage. Fjerdedagen begyndte hun på en gruelig tale. Snart efter at mændene var blevet ført væk for at trække pramme på floden, kom kosakkernen igen og hentede alle hestene. De sagde, at de gjorde det på tsarens ordre. Hestene skulle bruges til at trække slæder læsset med melsække til Okhotsk, og de ville blive leveret tilbage, når det var gjort. Det varede ikke længe før kosakkerne kom tilbage og forlangte at få udleveret alle køer. De skulle være føde for tsarens opdagelsesrejsende i Okhotsk. Det gik på samme måde i alle de bopladser, som hun havde hørt om. Der var snart stor nød og nogle var allerede døde af sult, da jasakopkræverne kom for at hente de skind som bopladsen havde pligt til at aflevere hvert år. Da de fik at vide, at der ikke var nogen skind fordi alle jægerene var blevet ført væk, sagde de, at de ikke troede det og forlangte fra hvert hus at få udleveret en ung pige eller at barn. Disse gidsler kunne så indløses med skind senere. De mødre, der gjorde modstand mod, at deres børn blev ført væk, blev slået ihjel, således også Kjunnej. Shamanen døde snart efter sin datter. De mænd, der var deserteret fra Spangbergs kommando kom tilbage i små flokke. De forlod bopladsen med de overlevende kvinder og børn for at skjule sig i skoven. Den gamle kone gav mig shamanens dragt og min jagtbøsse, som hun havde gemt. Bøssen var slemt medtaget af rust. Ved Lena den 20. april 1729. Den gamle kone, som blev alene tilbage på bopladsen, har fortalt mig at det var kosakken Mihail Bulavin, der slog Kjunnej ihjel og bortførte min søn. Herre, dig alene tilkommer det at straffe. Sådan skriver Salmisten, men jeg er i vildrede. Jeg har været i Jakutsk for at købe krudt. Jeg vil gå på jagt og samle skind, så jeg kan indløse min søn. Nogle af mine gamle naboer er kommet tilbage fra skoven, og de har bedt mig om at besvare spørgsmål om fremtiden og læge deres sygdomme. De siger, at jeg nu er deres shaman, for jeg er den eneste, der har lært kunsten af den gamle shaman. Nogle gange har jeg føjet dem og iført mig den gamle shamans dragt og danset trommedans. Jeg er ikke sikkert på, at jeg har lært kunsten til fulde, for ingen er blevet helbredt og mine spådomme er ikke gået i opfyldelse, men jakuterne siger blot, at jeg vil blive dygtigere, når den gamle shamans ånd har taget bo i mig. En shamans vigtigste hjælpeånd er hans forgængers ånd. Da jeg læste pastor Franckes skrifter under rejsen med dr. Messerschmidt, gjorde de indtryk på mig. Jeg lærte, at dåben ikke er nok til at gøre et menneske til en sand kristen. Man bliver kun en sand kristen gennem en personlig omvendelse som voksen. Jeg bad da til Gud om omvendelse og angrede mine synder, men måske ikke oprigtigt nok. Jeg oplevede ingen omvendelse. Nu, langt inde i Sibirien, har jeg ikke mere sådanne tanker. Nu venter jeg på, at den gamle shamans ånd skal opsøge mig. Ved Lena den 25. maj 1729. I flere jakuters nærvær dansede jeg trommedans og forbandede kosakken Bulavin. Det skete for en måned siden og det har ikke haft nogen virkning. Bulavin rider som altid rundt og opkræver jasak. Da han hørte om forbandelsen sagde han, at han var blevet forbandet af tre dusin shamaner, uden at det havde gjort ham skade. Virker forbandelsen ikke, fordi han ikke tror på den, eller fordi jeg ikke tror på den? Jeg har hørt, at min søn er blevet taget i huset af en barnløs præstefamilie i Jakutsk. Han vil blive oplært til præst i stedet for shaman. Med mig går det omvendt. Ved Lena den 1. august 1729. Bulavin er fundet død af skud. Jeg har intet mere, der binder mig til dette sted og vil begive mig tilbage til Kamchatka. Jagten der er bedre end her. Jeg tager min bøsse, shamandragten og de ti knapper fra min soldaterkappe med. Det er alt, hvad jeg ejer. Nisjne Kamchatsk den 25. februar 1730. Jeg er tilbage i Nisjne Kamchatsk, hvor jeg så Bering stå til søs med Sankt Gabriel for to år siden. Da boede her mange mennesker, som arbejdede på skibets tilrigning og udrustning. Nu bor her nogle få russiske jægere og handelsmænd med deres familier. De indfødte er også blevet færre. Ikke fordi de er flyttet væk, men fordi de er døde. I mange år har kosakkerne plaget de indfødte med store krav om jasak, således at mændene altid måtte gå på jagt efter pelsdyr i stedet for at skaffe føde til deres familier. Dertil kom de store udskrivninger af mandskab og slædehunde, som Bering beordrede til transport af materialer og proviant tværs over Kamchatka. Jægerne mistede derved et års jagt og familierne sultede ihjel. De penge, som Bering betalte med, var nytteløse, da intet kan købes for penge her. Mange af de indfødte foretrak at blive betalt med brændevin i stedet for med penge. Sankt Gabriel vendte tilbage til Nisjne Kamchatsk i september 1728 efter at have nået Ishavet. Besætningen overvintrede i landsbyer heromkring, og næste forår sejlede de til Okhotsk. Deres opdagelsesrejse blev dyrt betalt af de indfødte. De har gjort oprør flere steder. Nisjne Kamchatsk den 27. juni 1730. Nu er der nået rygter hertil at tsar Peter II er død af kopper. Han nåede ikke at blive voksen. Anna Ivanovna er valgt som hans efterfølger. Hun er tsar Peter I´s niece og enke efter hertugen af Kurland. Her ved den yderste grænse er det vist lige meget hvem, der regerer i Sankt Petersborg. Nisjne Kamchatsk 1731. Jeg kom til Nisjne Kamchatsk på det værste tidspunkt. Ostrogen er blevet omringet af oprørske kamchadaler. Oprørerne har dræbt mange russere rundt omkring. Kosakkerne har ikke kunnet forsvare dem, og mange kosakker er også blevet dræbt. Når oprørerne stormer ostrogen er det ude med os. Nisjne Kamchatsk 1731. Jeg er den eneste, der overlevede oprørernes indtagelse af Nisjne Kamchatsk. Da oprørerne stormede ostrogen, faldt mange på knæ og bad for deres liv, men forgæves. Jeg iførte mig min shamandragt og dansede trommedans. Det reddede mit liv. Ingen rørte mig. Oprørerne trængte ind i ostrogen ved list. De satte ild til præstens hus, der lå udenfor og da mænd fra fortet løb ud for at slukke ilden stormede kamchadalerne ind. Dagen efter stormen på fortet var alle husene blevet plyndret og oprørerne begyndte at feste. De iførte sig røvede russiske klæder og en af dem gik ind i kirken iført en præstekjole og begyndte at udføre hedenske ceremonier. Da fik oprørernes anfører Harchin det indfald, at han ville høre en russisk messe, men da ingen af oprørerne kunne læse russisk blev jeg beordret til iføre mig præstekjolen og opføre messen så godt jeg kunne. Jeg tøvede ikke med at adlyde, da jeg ellers ville være blevet slået ihjel. Jeg læste et langt stykke op af bibelen på kirkesproget, som jeg kun halvt forstod og sang derefter slava v vyshni bogu, som jeg havde hørt mange gange og kunne udenad. Jeg læste op og sang af et ærligt hjerte og forsamlingen, som mente at høre en gudsbespottelse, var meget tilfredse. Mens dette skete lå Sankt Gabriel i Kamchatkaflodens munding og ventede på godt vejr. Da nyheden om fortets ødelæggelse nåede skibet gik mandskabet op langs floden med kanoner og indtog fortet igen, men inden da var jeg flygtet. Kamchatka 1733. Siden jeg overlevede stormen på Nisjne Kamchatsk har jeg klædt mig og gebærdet mig som en jakut. Jeg har hørt, at de, der stormede fortet, ikke sparede mig fordi jeg dansede trommedans, men fordi jeg var iklædt en forskrækkelig dragt. Shamanerne på Kamchatka har ingen særlige dragter. Jeg har rejst rundt med hundeslæde og levet af pelsdyrjagt, og jeg har set det meste af Kamchatka. Intet land kan være mere forskelligt fra mit hjemland. Der er høje bjerge og mange af dem er vulkaner, der ryger og udstøder aske og glødende lava og det tordner i deres indre. Der er også varme kilder og søer, hvor man kan bade i den hårdeste vinterkulde. Fornylig skød jeg en helt hvid zobel, som er meget sjælden og kostbar, men skindet blev frarøvet mig af nogle kosakker. Da jeg vidste, at tsaren havde sendt en oberst med et kompagni soldater til Kamchatka for at undersøge, om kosakkernes hærgen blandt de indfødte havde forvoldt det store oprør i 1731, og straffe de skyldige på begge sider, opsøgte jeg denne oberst, som hedder Vasili Merlin, og klagede over at kosakker havde frarøvet mig et hvidt zobelskind. Obersten afviste at hjælpe mig i denne sag. Senere traf jeg en kosak ved navn Nikifor Kolygov, der fortalte, at han sammen med flere andre kosakker var blevet dødsdømt af oberst Merlin for at have røvet skind fra de indfødte ud over de skind, som skulle opkræves som jasak. Men det lykkedes ham at løskøbe sig fra dødsdommen, ved at give oberst Merlin et hvidt zobelskind, som hans venner havde fremskaffet i hast. Okhotsk den 30. december 1734. En dag, da jeg badede i en varm kilde kom der en skare kosakker, og udspurgte mig om, hvor jeg kom fra. En af kosakkerne var fra Jakutsk, og han genkendte mig. Han sagde, at jeg var mistænk for drabet på Bulavin, fordi jeg forsvandt dagen efter drabet, og fordi jeg havde truet og forbandet ham. Kosakkerne talte da om, hvad de skulle gøre ved mig, og de fleste mente, at jeg skulle hænges. Men deres leder beordrede, at jeg skulle dømmes i Jakutsk, hvor mordet var begået. Jeg sidder nu i ostrogens fangetårn i Okhotsk og venter på at blive ført til Jakutsk. De har nok ingen hast med at få mig for en dommer, for de har ingen beviser. Fangevogteren kommer af og til for at spille brætspil med mig, når han keder sig. Jakutsk den 14. juni 1734. Min fangevogter er pludselig blevet venlig. Han har givet mig rigelig mad og nogle klæder til at erstatte de pjalter, jeg havde på kroppen. Jeg forstod ikke hvorfor, før jeg fik besøg i mit fængsel af Martin Spangberg, som jeg ikke havde set siden han stod til søs med Sankt Gabriel for seks år siden. Han er i mellemtiden blevet forfremmet til kaptajn. Han fortalte mig, at tsarina Anna Ivanovna har beordret en ny stor opdagelsesrejse sat i værk, og han er på vej til Okhotsk med forsyninger i forbindelse hermed. Da han har brug for alle de mænd, han kan skaffe, har han forhørt sig hos fangevogteren, om han har brugbare mænd i forvaring. Da fangevogteren nævnte mit russiske navn, Martin Krylov, vidste Spangberg, hvem jeg var og ville gerne have mig med. Han aftalte da med fangevogteren, at jeg skal få mulighed for at undvige i nat og gemme mig i en af de pramme, som skal sejles op ad Judomafloden. Han betalte fangevogteren en dunk brændevin for ulejligheden. Nu må fangevogteren se, hvordan han kan undgå straf, når jeg er væk. Aldan den 16. juli 1734. Jeg ligger stadig i skjul i prammen om dagen. I dag var jeg vidne til et slagsmål mellem Spangberg og en mand, der ville stjæle en ko fra en jakut, for at tage den med til Okhotsk. Da Spangberg opdagede hvad der foregik, slog han manden med en åre. Manden forsøgte at værge for sig, men måtte flygte. Jeg har nu fået fortalt, at manden, der fik prygl af Spangberg, er skibsbygger og udsendt til at bygge skibe i Okhotsk. I stedet for at rejse til Okhotsk er han blevet i Jakutsk og har sluttet sig til en skare mænd, der strejfer omkring og bestjæler og mishandler jakuterne. Dette sker efter tilskyndelse fra den forviste generalmajor Skornjakov-Pisarev, som for to år siden blev udnævnt til kommandant i Okhotsk uden, at han dog er rejst dertil. Skornjakov-Pisarev var en af tsar Peters venner og direktør for Flådeakademiet i Sankt Petersborg. Han blev fældet i en intrige, pisket, brændemærket, berøvet sin ejendom og forvist hertil. Han slap billigere end fyrst Gagarin. Okhotsk den 20. november 1734. Vi gjorde holdt i Aldan for at afvente ankomsten af hundrede heste belæsset med proviant. Da de var færget over floden, blev de sendt af sted mod Okhotsk, og jeg kom med som hjælper. Den første del af rejsen indtil Judomskij Krest gik godt, da vejret var godt og hestene kunne finde foder. Vinteren begyndte, da vi var på vejen fra Judomskij Krest til Okhotsk, og rejsen blev lige så slem, som da vi gik den samme vej for otte år siden. Da generalmajor Skornjakov-Pisarev blev udnævnt til kommandant over Okhotsk fik han pålagt at forbedre vejen fra Judomskij Krest til Okhotsk og bygge hytter til overnatning langs vejen. Intet af det er sket. Vi måtte overnatte i snedriver, og hestene døde alle af sult på vejen. Provianten, som skulle føres til Okhotsk, blev efterladt forskellige steder og senere hentet på hundeslæder. Der var hungersnød i Okhotsk, da vi ankom. Da Spangberg kom til Okhotsk, begyndte han straks at uddele mad fra statens lager, hvilket Skornjakov-Pisarev havde nægtet at gøre. Spangberg fik dermed de fleste i Okhotsk over på sit parti mod Skornjakov-Pisarev, som lægger ham alle mulige hindringer i vejen. Pisarev skulle bygge huse i Okhotsk til ekspeditionens folk, hugge tømmer og gøre klar til skibbygning, men intet af det har han gjort. Spangberg har derfor tiltaget sig kommandoen over Okhotsk og iværksat alt det, som Pisarev har forsømt. Han har bygget flere huse, hvoraf et til sig selv at bo i med hustru og børn. Han har også fået lagt køl til to skibe, der skal bruges til at finde søvejen til Japan. Bering, som nu er forfremmet til kommandørkaptajn, er ekspeditionens øverstkommanderende. Han opholder sig i Jakutsk sammen med sin hustru og børn. Okhotsk den 25. januar 1735. Stridighederne mellem Spangberg og Pisarev er blevet stadig værre. I går kom Spangberg til mig og fortalte, at Pisarev havde skrevet en mængde klager over ham til admiralitetet i Sankt Petersborg. Nu skulle Spangberg bruge al sin tid på at skrive forsvarsskrifter til Sankt Petersborg i stedet for at arbejde på at bygge skibe. Han sagde spøgefuldt, at det ville være en velsignelse, hvis nogen ville skyde kanaljen. Han tilføjede, stadig spøgende, at jeg nemt kunne gøre det, for, hvis han havde forstået min dagbog, så havde jeg jo allerede skudt Karl XII. Jeg svarede ligeledes spøgende, at det også var mig, der havde dræbt Tordenskjold. Okhotsk den 15. september 1735. For første gang efter sin udnævnelse til kommandant over Okhotsk for tre år siden er Pisarev kommet hertil. Han sender hyppigt klager over Spangberg til Bering i Jakutsk. Spangberg har igen i spøg opfordret mig til at skyde Pisarev. Nu han er kommet til Okhotsk, vil han være nem at få ram på, siger han. Spangberg har fået mistanke om, at Pisarev opsnapper og læser hans breve til og fra Bering i Jakutsk og han har bestemt, at jeg skal være hans postbud. Jeg skal forgive at være på jagtrejse og i hemmelighed bringe breve frem og tilbage mellem ham og Bering. Jeg skal opsøge Bering i Jakutsk om natten, da jeg ellers risikerer at blive genkendt og sat i fængsel igen. Jakutsk den 30.marts 1736. Jeg er kommet til Jakutsk med et brev til kommandørkaptajn Bering fra Spangberg. På vejen til Jakutsk langs Lenafloden så jeg, at der med mellemrum var opstillet galger, og i enkelte af dem hang der lig. Jeg fik at vide at galgerne var opstillet på kommandørens ordre for at afskrække mandsskabet, der var udskrevet til at arbejde for elspeditionen, fra at desertere. Det siges, at afskrækkelsen virkede godt. Kommandøren og hans hustru bor bekvemt i Jakutsk og han er blevet før om livet. Okhotsk den 17. juli 1736. Okhotsk blev i går hjemsøgt af en stor oversvømmelse. Alle huse på nær 5 blev revet væk af strømmen og med dem det meste af ekspeditionens forsyninger, der med så stort møje er blevet slæbt hertil. Mange mennesker døde. Jakutsk den 9. november 1736. Jeg er igen kommet til Jakutsk med et brev. Jeg medbragte nogle skind, som jeg solgte til kommandørinden. Hun tingede længe om prisen. For nylig er der ankommet flere lærde herrer fra Sankt Petersborg til Jakutsk. Blandt dem er en tysk historiker, dr. Gerhardt Müller, som indsamler dokumenter om Sibiriens historie. Han efterspørger også blandt de tilbageværende krigsfanger fra den nordiske krig oplysninger om slagenes forløb. Han havde hørt, at jeg havde været vidne til svenskekongens død og han bad mig komme til hans hus og fortælle, hvad jeg havde set og hørt. Da jeg havde fortalt, hvad jeg kunne, således også om mistanker rettet mod forskellige af kongens officerer, begyndte dr. Müller at søge i nogle store skabe fyldt med dokumenter. Til sidts fandt han det, han søgte, og viste mig det. Det var en kopi af et brev, som oberstløjtnant Maigrét havde skrevet 5 år efter kongens død. Heri skrev Maigrét, at kuglen, der dræbte kongen kom fra en kanon, hvilket kunne ses af kongens skudsår. Kuglen måtte have været på størrelse med et dueæg. Intet menneske kunne have båret det våben, hvormed kuglen var affyret, hvor stærk han end var. Derfor var der ingen grund til at mistænke nogen i kongens egen hær for at have dræbt ham. Dr. Müller beklagede sig over, at det hus, han havde fået stillet til rådighed i Jakutsk, var meget ringere end kommandørens. Okhotsk den 19. juli 1737. Skornjakov-Pisarev forlod Okhotsk i september sidste år, og derefter havde Spangberg fred til at få de nye skibe gjort færdig. For en uge siden løb brigantinen Ærkeengel Michael af stabelen og i dag dobbeltsluppen Håbet. Sankt Gabriel, der blev bygget i Usjki på Kamchatka til Berings rejse til Ishavet i 1728, er blevet sat i stand. Spangberg skal sejle mod syd og finde søvejen til Japan. Han havde håbet, at han kunne stikke til søs i år, men det kan han ikke, fordi han mangler proviant. Kaptajn Chirikov opholder sig i Judomskij Krest og tøver med at få den proviant, der er oplagret der, bragt videre til Okhotsk. Der er lagt køl til to paketbåde, der skal bruges til at finde søvejen til Amerika. Okhotsk den 5. september 1737. Kommadørkaptajn Bering er ankommet til Okhotsk. Kommandørinden og børnene er forblevet i Jakutsk. Sammen med Bering kom en ung russisk naturforsker, Stepan Krasheninnikov. Han er medlem af ekspeditionens videnskabelige afdeling og skal gennemrejse og beskrive Kamchatka. For nogle få dage siden vendte Skornjakov-Pisarev tilbage til Okhotsk, og stridighederne mellem ham og ekspeditionens folk er allered blusset voldsomt op. Pisarev beskylder Spangberg for at have smuglet tobak til Okhotsk og handle med det i strid med statens eneret. Bolsheretsk den 31. oktober 1737. Jeg har oplevet et skibsforlis, og jeg var nær ved at drukne. Jeg ville tilbage til Kamchatka for at genoptage jagten der, som jeg blev afbrudt i, da jeg blev fanget af kosakkerne for fire år siden. Jeg gik om bord på Fortuna, der skulle sejle til Bolsheretsk. Skibet var tungt lastet med forsyninger til Berings forestående sørejse til Amerika og blandt passagererne var Stepan Krasheninnikov. Han medbragte flere kasser med videnskabelige instrumenter og proviant til de tre år han skal bruge til at udforske Kamchatka. Da vi havde været i søen et døgn begyndte der at stige vand op i lasten og alle blev kommanderet til at pumpe og bære vand op i spande. Der blæste en kraftig vestenvind, så det var umuligt at vende tilbage til Okhotsk. Ved uafbrudt at pumpe og øse lykkedes det os at holde skibet nogenlunde fri for vand i nogle døgn, men lækken blev hele tiden større og til sidst fik vi ordre til at kaste lasten over bord for at holde skibet flydende. Da jeg fik fat i en af Krasheninnikovs kasser, for han på mig og ville forhindre mig i at kaste den overbord. Vi kom i nævekamp og han faldt om efter nogle få af mine slag. Jeg kunne så fortsætte med at kaste gods overbord. Ved at lette skibet på denne måde lykkedes det os at holde det flydende, indtil vi nåede indsejlingen til Bolsheretsk. Det var blæst op til storm og skibet drev mod kysten. Skibet gik på grund på lavt vand og begyndte at blive sønderslået af bølgerne. Den eneste mulige redning var at forlade skibet og forsøge at vade i land. Vandet var lavt nok til at jeg kunne bunde, men brændingen var kraftig, og jeg blev flere gange slået omkuld af bølgerne. Lykkeligvis kom alle i land i live. Så snart vi var kommet i land, oplevede vi en ny prøvelse, idet jorden under vore fødder blev rystet af et voldsomt jordskælv. Næste dag var det strandede skib et vrag. Træet var så råddent, at man kunne brække det med hænderne. Fortuna var det første skib, som Bering fik bygget i Okhotsk for ti år siden under hans første ekspedition. Bolsheretsk den 5. november 1737. Jegt var bange for, at Krasheninnikov ville klage over, at jeg havde slået ham, men tværtimod kom han til mig og undskyldte sig. Han forklarede, at da Bering tildelte ham en vagtmand og den proviant, der blev kastet over bord, fik han at vide, at der var stor knaphed på proviant, og han skulle ikke regne med at få mere. Nu havde han ingenting, hverken proviant eller instrumenter, og han så ingen mulighed for at gennemføre sin forskningsrejse i Kamchatka. Jeg fortalte ham da, at jeg havde rejst meget i Kamchatka, kendte det meste af landet og vidste, hvordan man kan overleve ved jagt og indsamling af frugter og spiselige rødder. Dertil fortalte jeg ham, at de indfødte gerne deler deres mad med rejsende. Jeg tilbød at ledsage ham som stedkendt på hans rejse og skaffe mad undervejs indtil det lykkes ham igen at få noget proviant tildelt fra ekspeditionens lager. Betingelsen var dog, at han kunne skaffe et gevær og noget krudt. Han besluttede straks at modtage mit tilbud, og det lykkedes ham at få den kommanderende officer i Bolsheretsk til at give ham et gevær til erstatning for det, som hans vagtmand havde mistet ved forliset. Kamchatka den 20. novemeber 1737. De indfødte på Kamchatka holder en årlige fest i november. Vi har været på forskellige bopladser, hvor der blev holdt fest, og vi har set mange mærkelige optrin. Det mærkeligste har vi set i dag, hvor nogle mænd drak vand, hvori nogle tørrede svampe havde ligget i blød. Drikken gjorde dem baldstyrige. Da de ville lade deres vand opsamlede nogle andre mænd urinen og drak den, hvorefter også de blev påvirket af svampene. Kamchatka den 10. december 1737. Krasheninnikov, hans vagtmand og jeg har været langt omkring og det er indtil nu lykkedes mig at skaffe føden til os alle tre. Vi er kommet til en boplads ved kysten, hvor beboerne fisker og jager sæler. Vi er blevet beværtet med rå sælspæk og fisk, der har ligget i en grube i jorden i nogle måneder. Jeg har tidligere vænnet mig til at spise de indfødtes mad, men for Krasheninnikov er det svært. Jeg har advaret ham om, at hvis han vil være sikker på at overleve vinteren, er han nødt til at spise, hvad de indfødte tilbyder, hvor meget han end væmmes ved det. I dag så vi en shaman optræde med et kunststykke. Han slog først på sin tromme et stykke tid. Så tog han en kniv og lod som om han stak den i maven. I virkeligheden lod han kniven glide langs med maveskindet. Så greb han med hånden op under sin skjorte og da han trak den frem igen var den besmurt med blod, som han slikkede af. De indfødte lod sig narre, men ikke os, der har set markedsgøglere gøre noget lignende med større behændighed. Krasheninnikov sagde, at alle shamaner var taskenspillere, og de indfødtes tro var latterlig overtro. Jeg fortalte ham da, at en gammel jakutisk shaman, som jeg havde kendt, aldrig optrådte med taskenspillerkunster, og det var ikke skuespil, når han faldt i afmagt under trommedansen. Krasheninnikov nægtede, at tro det. Ligeledes ville han ikke tro, at jeg selv havde prøvet det. Jeg tilbød ham at lære ham trommedansen, men han afslog. Kamchatka den 7. maj 1738. Krasheninnikov har udspurgt de indfødte om deres tro, og jeg har lyttet til svarene. De har en gud som de kalder Kutchu, men de tilbeder ham ikke. De bruger kun hans navn til at divertere sig med. De fortæller skandaløse historier om ham, som jeg skammer mig ved at tænke på. De bebrejder ham, at han har skabt så mange stejle bjerge, så mange hurtige vandløb, så megen regn og så mange storme. De ofrer ikke til deres gud men til pæle, hvorpå de har bundet tøjstumper, og de ofrer kun ting, som ingen værdi har for dem. De tror at disse ofre forlænger deres liv. De har ingen tro på et højeste væsen, der griber ind i deres liv, men mener, at hver mands held eller uheld afhænger af ham selv. Deres begreb om ondt og godt er ikke som vores. De mener, at alt, hvad der opfylder deres ønsker og giver dem tilfredsstillelse er godt. Ondt er kun det, der bringer dem i modgang og fare. Krasheninnikov mener, at de indfødtes tro er simpel og latterlig. Kamchatka den 15. juli 1738. I dag så vi nogle kvinder samle bjørneklo, som gror her i store mængder. Kvinderne havde handsker på, fordi saften af disse planter brænder på huden. Da Krasheninnikov hørte, at planterne skulle bruges til at fremstille brændevin, ville han gerne se hvordan. Vi fulgte da kvinderne til deres landsby og så hvorledes de fjernede bladene fra planterne, skrabede skindet af stænglerne og lagde dem i en tønde med varmt vand. Da de havde ligget nogle dage begyndte de at gære og da gæringen var forbi blev det hele hældt i en stor jerngryde med et tæt trælåg. I låget var der en tap med hul i siden. I dette hul blev stukket mundingen af et gevær, således at geværløbet hældede nedad fra mundingen. Da grydens indhold blev bragt i kog, dryppede brændevinen ud af geværets fænghul. Brændevinen smagte godt, og vi drak en del. Hvis man laver brændevin af bjørneklo uden at skrabe skindet af stænglerne, bliver man melankolsk af brændevinen. Saften af planten er god mod lus. Kamchatka den 3. august 1738. Vi er kommet til en lille landsby der hedder Shimatshinski. Vi har været her før, men er vendt tilbage fordi Krasheninnikov har hørt, at der er varme kilder i nærheden. Han har bebrejdet landsbybeboerne, at de ikke har fortalt om disse kilder, da vi var her tidligere, og bedt dem om at vise os vejen til dem. De sagde, at de ikke havde fortalt om kilderne for at slippe for at vise os derhen, for de var bange for at komme i nærheden af de varme kilder. De forklarede, hvilken vej vi skulle gå, men de nægtede føre os derhen, fordi de mente at stedet var beboet af onde ånder. Nogle fulgte os på vej til kilderne, men blev stående i nogen afstand derfra. Da de så os bade i det varme vand, drikke det og spise noget, der var kogt i en varm kilde, betragetede de os som mærkelige væsener, som djævle ikke kunne skade. Bolsheretsk den 24. august 1738. For nogle dage siden, da jeg stod på en pynt og så ud over havet, fik jeg øje på et skib, der nærmede sig Bolshajaflodens munding. Da det var kommet nærmere så jeg, at det var Ærkeengel Michael. Indtil nu har jeg aldrig tænkt på at vende tilbage til Danmark, men i den sidste tid er jeg begyndt at føle et ønske om, at vende hjem. Rejsen er meget lang, og det er måske ikke for tidligt, at jeg begiver mig på vej, hvis jeg skal nå det. Da jeg så skibet, tænkte jeg, at det nok skulle til Okhotsk, når det lagde ud igen, og jeg ville prøve at komme med. Jeg tog da afsked med Krasheninnikov og begav mig til anløbspladsen i Bolshajas munding. Da jeg ankom, lå Ærkeengel Michael for anker, og jeg hørte, at det havde været på en rejse til Japan med kaptajn Spangberg. I dag ankom Håbet ført at løjtnant Walton ligeledes fra Japan. Om bord på Sankt Gabriel den 2. december 1738. Spangberg gav mig lov til at sejle som matros med Sankt Gabriel, der skulle til Okhostk med en ladning skind og tjære og oberst Merlins undersøgelseskommission som passagerer. Vi var på vej ud af flodmundingen, da skibet gik på grund og blev beskadiget. Det skal repareres, før det kan sendes af sted igen. Det bliver ikke før til foråret. Jeg må blive her i vinter. Om bord på Sankt Gabriel den 21. maj 1739. En eskadre på fire skibe, Ærkeengel Michael ført af Martin Spangberg, Sankt Gabriel ført af Alexander Scheltinga, Håbet ført af William Walton og Bolsheretsk ført af Vasilij Erts stod ud fra Bolshaja flodens munding i dag for at kortlægge søvejen til Japan. I sidste øjeblik blev jeg af Spangberg beordret til at sejle med Sankt Gabriel som matros. Han bad mig om at mærke mig kaptajnens kommandoer, da han frygtede, at han vil forlade de andre skibe for at gøre sine egene opdagelser, som han alene kan tage æren for. Om bord på Sankt Gabriel den 30. maj 1739. Vi har passeret nogle kuriliske øer. På en af dem blev tre indfødte, der skal være tolke, taget ombord på Ærkeengel Michael. Efter ordre fra kaptajn Spangberg har løjtnant Walton og løjtnant Scheltinga i dag byttet skib. Sankt Gabriel, hvor jeg er, bliver nu ført af Walton og Håbet af Scheltinga. Begge løjtnanter så ud til at være utilfredse med ombytningen, som kaptajn Spangberg ikke har begrundet. Om bord på Sankt Gabriel den 14. juni 1739. Vi har tabt de andre skibe af syne. Vi har hørt deres kanoner, men løjtnant Walton styrede ikke imod lyden. Kaptajn Spangberg havde ret i sine anelser. Ved Japans kyst den 19. juni 1739. Vi har set Japans kyst flere gange og i går aftes kastede vi anker på et sted, hvor vi kunne se en stor landsby omgivet af marker. Fra et japansk skib, der lå for anker i nærheden, blev vi indbudt til at komme i land. Walton sendte da førstestyrmanden og kvartermesteren i land i en båd, som jeg var med til at ro. Da vi nåede land beordrede de to officerer os til hele tiden holde os klar ved årerne, mens de gik op i byen. De tog nogle ting med, som de ville give som gaver. Mens de var væk, kom der to mænd i smukke klæder og med store sværd ned og så på vores båd. De gik igen uden at sige noget. Da vi kom tilbage til Sankt Gabriel, var skibet omgivet af mange japanske både. Walton gav da ordre til at lette anker og sejle væk. De to officerer, vi havde roet i land, fortalte, at de havde forstået, at den landsby de havde besøgt hed Amatsu. Okhotsk den 19. august 1739. Sankt Gabriel ankom til Bolshajafloden den 23. juli. Kaptajn Spangberg var ikke ankommet med Ærkeengel Michael og kaptajn Walton afventede hans ankomst. Da Spangberg ikke kom i løbet af nogle dage, besluttede kaptajn Walton at fortsætte til Okhotsk. Han medtog oberst Merlins undersøgelseskommision og nogle sække med skind, som var blevet samlet af jasakopkrævere. Da vi ankom til Okhotsk i dag, så vi at Ærkeengel Michael var ankommet der. Så snart jeg mødte Spangberg, udspurgte han mig om, hvordan det var gået til, at Sankt Gabriel var kommet væk fra de andre skibe. Jeg veg tilbage fra at fortælle ham, hvad jeg havde iagttaget, da jeg ikke turde vidne i en strid mellem Spangberg og Walton. Okhotsk den 1. maj 1740. Spangberg er rejst til Sankt Petersborg. Han blev indkaldt for at aflægge rapport om sin opdagelse af søvejen til Japan. Han glædede sig tydeligt til at fremlægge sine opdagelser for de høje herrer. Okhotsk den 30. juni 1740. Paketbådene Sankt Peter og Sankt Poul er blevet søsat. Skibene skal bruges af Bering og Chirikov, når de skal ud at søge vejen til Amerika. Kommadørinden er i Okhotsk, og hun skal rejse hjem snart. Okhotsk den 10. august 1740. Kommandørinden skal begynde sin hjemrejse om få dage. Hun har erhvervet mange ejendele i Sibirien, som hun skal have med hjem. Jeg har tilbudt at rejse med hende og hjælpe med transporten. Det har hun indvilget i. Hun skal ledsages af otte mænd foruden mig. I dag havde hun visit af en tysk videnskabsmand, dr. Georg Steller, som lige er ankommet til Okhotsk. Han skal med kaptajn Spangberg på hans næste opdagelsesrejse til søs. Jeg hørte, at Steller nævnte dr. Messerschmidt Jeg fortalte ham, at jeg havde ledsaget dr. Messerschmidt på en del af hans opdagelsesrejse. Steller sagde da, at dr. Messerscmidt var død for fem år siden, og han, Steller, havde giftet sig med hans enke. Hun havde ikke ønsket at deltage i rejsen til Sibirien og havde forladt ham i Moskva, men hun skrev stadig efter penge. Okhotsk den 13. august 1740. Spangberg er kommet tilbage til Okhotsk. Da han var nået til Lenafloden, fik han besked på, at man alligevel ikke ville se ham i Sankt Petersborg og han skulle vende tilbage til Okhotsk. Spangberg tror, at kontraordren skyldes Skornjakov-Pisarevs mange klager over ham. Okhotsk den 19. august 1740. Kommandørindens hjemrejse er begyndt i dag. Hun medfører 11 store kasser. Hun har fået lavet en temmelig tung bærestol til sig selv. Børnene går til fods sammen med os andre. Jeg tror ikke, jeg vil længes tilbage til Okhotsk og Kamchatka. Jeg ønsker nu at gense mit fædreland. Jakutsk den 16. marts 1741. Kommandørinden har fortalt, at tsarina Anna er død og er blevet efterfulgt af Ivan Antonovitj, som er et spædbarn. Hans mor, der er tsarina Annas niece, er regent. Jeg har ikke set min søn, siden jeg i sin tid blev kommanderet ud som pramdrager for Spangberg. Min søn var da et år gammel, nu er han 16. Jeg havde hørt, at han var blevet taget i huset hos en præstefamilie i Jakutsk. Da jeg nu ankom til Jakutsk med kommandørindens følge opsøgte jeg denne præst for at se min søn, men forgæves. Præsten fortalte, at min søn som 15-årig var blevet vild og ugudelig og havde forladt præstens hus for at slutte sig til kosakkerne. Nu rider han omkring med en jasakopkræver. Da jeg selv var 15 år gammel ville jeg heller ikke følge den vej, der var udstukket for mig. Min far ville have, at jeg skulle være bonde som han selv, men jeg ville i latinskole. Jeg husker ikke hvorledes det kom sig, at vores præst, Hr. Søren, begyndte at læse latin med mig. Det har sikkert gjort min far ondt, men han sagde det ikke. Nu vil jeg nedskrive noget, som jeg oplevede kort før hr. Søren døde og undlod at skrive dengang. Jens kom til mig og sagde, at han havde hørt at folk talte ilde om min mor. De undrede sig over, at præsten var så optaget af at undervise mig. Forklaringen var, sagde rygterne, at præsten havde besvangret min mor og betalt min far for at gifte sig med hende. Jeg var således præstens søn, halvbror til Jens. Jeg sagde, at den historie var en ondskabsfuld løgn og lo ad den sammen med Jens. Jeg har også fortiet en anden samtale, jeg havde med Jens. Det vil jeg ligeledes råde bod på nu. Den sidste gang jeg så Jens, fortalte han mig, at han vidste, at frøken Sofie havde været hos mig den nat, da vi havde byttet kammer. Hun havde selv fortalt ham det, og hun havde indrømmet, at det ikke var sket ved en fejltagelse. Hun vidste, hvem hun gik ind til. Jens blev meget vred over det, og spurgte hende, hvorfor hun havde gjort det. Hun svarede, at det vidste hun ikke. Tobolsk den 28. februar 1742. Alle kommandørindens kasser blev i dag åbnet af tolderne. Indholdet blev taget ud, alt blev skrevet op på en liste og tolderne beregnede, hvor meget hun skulle betale i told for at bringe varerne ud af Sibirien. Der var zobelskind, sølvtøj og kinesisk silke i store mængder, for blot at nævne de kostbareste varer. Kommanørinden var ikke til sinds at betale det beløb, som tolderne havde beregnet, og efter megen snak blev det bestemt, at hendes kasser skulle forsegles af tolderne i Tobolsk og forevises tolderne i Moskva, som skulle opkræve tolden. Da tolderne ville begynde at undersøge min pakke, som kun indeholdt skind, tiltalte kommandørinden mig på gebrokkent svensk og foreslog, at min pakke blev forseglet og lagt sammen med hendes, således at den også først skulle fortoldes i Moskva. Hun ville tage sig betalt i skind for denne faveur. Således blev det aftalt. Vi har hørt, at der er sket en omvæltning ved hoffet. Tsar Peter I´s datter Elisabeth Petrovna har med gardens hjælp fået barnetsaren, Ivan VI, og hans forældre fængslet. Hun er blevet udråbt til tsarina. Jeg har nu levet i Rusland under 6 herskere: Peter I, Katarina, Peter II, Anna, Ivan VI og Elisabeth. Hver gang der er kommet en ny hersker har nogle store mænd i Sankt Petersborg mistet deres hoveder. De heldige er blevet sendt til Sibirien. Moskva den 2. april 1742. Kommadørinden fik militær eskorte på rejsen fra Tobolsk til Moskva. Det skete nok ikke så meget for at beskytte hende mod ugerningsmænd som for at have de forseglede kasser under opsyn. Vi ankom til Moskva den 29. marts og kommandørinden tog ophold hos den lutherske præst ved Sankt Michaels kirke. Kommandørindens kasser blev bragt ind i et hus i præstens gård, og jeg fik kvarter i samme hus sammen med de andre medhjælpere og soldatereskorten. Moskva den 19. april 1742. Det har åbenbart ingen hast for kommandørinden at fortsætte sin rejse. Da jeg kun har lidt at gøre, har jeg bedt vor vært om at måtte låne en bog at læse i. Han troede ikke jeg kunne læse og tog mig ind i sit bibliotek for at sætte mig på prøve. Jeg så da, at han havde Ovids Ars amatoria på latin. Den var lige så slidt som hr. Sørens. Jeg tog den ud og læste nogle sætninger op for ham og oversatte dem. Han blev højelig forbavset, og jeg måtte fortælle ham, hvordan det var gået til, at jeg havde lært døde og levende sprog som ung og hvorledes min boglige løbebane var kommet til en brat ende. Da han havde hørt min beretning sagde han, at jeg måtte læse i enhver bog i hans bibliotek, men ikke tage nogen bog ud af huset. De fleste af hans bøger var teologiske afhandlinger og opbyggelig skrifter fra Halle, men der var også gamle romerske værker på latin og bøger på fransk. Jeg fandt en næsten ny bog af Francois Voltaire om Karl XII´s historie. Bogen fortæller i mange enkeltheder om kongens meriter og død. Voltaire fortæller, at han har truffet Sicre og talt med ham om omstændighederne ved kongens død. Det må altså være Sicre, der har fortalt ham, at kongen blev ramt i højre tinding af en kugle, der vejede et halvt pund, og efterlod et hul, hvori tre fingre kunne finde plads. Voltaire har foreholdt Sicre mistanken om, at det var ham, der havde skudt kongen. Sicre benægtede det og sagde: “Jeg kunde have dræbt den svenske konge, men denne helt havde jeg så stor respekt for, at havde jeg ønsket at gøre det ville jeg ikke have vovet det.” Voltaire synes at være overbevist om Sicres uskyld, men han afslutter bogen med at sige, at kongens hat findes i Stockholm, og lidenheden af hullet i den, giver grund til at tro, at han blev myrdet. Voltaire tror åbenbart ikke på Sicres beskrivelse af den dræbende kugle størrelse. Moskva den 26. april 1742. I går blev Elisabeth Petrovna, tsar Peters datter, kronet til tsarina af Rusland. Jeg så hende gå over den store plads i Kreml under en baldakin prydet med guld og sølv. Pladsen var dækket med kostbare tæpper. Inde i kirken satte hun efter sigende selv kronen på sit hoved. Voltaire skriver i bogen om Karl XII, at han ved sin kroning tog kronen ud af biskoppens hånd og satte den på sit hoved. Tsarina Elisabeth var altså ikke den første, der kronede sig selv. Om aftenen var der et meget stort fyrværkeri at se over Kreml. Moskva den 1. maj 1742. Jeg har i pastorens bibliotek fundet en bog af Philip Johan von Strahlenberg: Das Nord- und Östliche Theil von Europa und Asia. Forfatteren er ingen anden end kaptajn Philip Johan Tabbert, som jeg ledsagede på hans opdagelsesrejse sammen med dr. Messerschmidt. Han er blevet adlet af den svenske konge og har fået navnet von Strahlenberg. Det var vistnok allerede sket før han blev russisk krigsfange, men han hentydede aldrig hertil. Jeg har ikke fundet nogen bog af dr. Messerschmidt. Jeg har spurgt hos en boghandler, om der findes en sådan, men svaret var nej. Det undrer mig, for dr. Messerschmidt indsamlede vognlæs af dyr, planter, mineraler og kuriøse ting og gjorde endeløse optegnelser. Moskva den 16. september 1742. I går eftermiddag kom kommandørinden og sagde, at vi skulle afrejse mod Sankt Petersborg samme aften. Da vi intet havde vidst om det forud, blev der stor travlhed med at skaffe heste og vogne. De forseglede kasser var ikke blevet forevist i tolden i Moskva, som det var bestemt i Tobolsk, og hun havde allerede brudt seglene på nogle kasser. Jeg bad mig da fri af hendes tjeneste og sagde, at jeg ville rejse til Riga for derfra at komme til Danmark. Hun mindede mig da om vor aftale om, at jeg skulle give hende nogle skind for at hun skaffede min pakke uden om tolden i Tobolsk. Det viste sig at være uklogt, at jeg ikke fra begyndelsen havde aftalt med hende, hvor mange skind hun skulle have. Hun stillede et stort krav, og det endte med at jeg måtte overlade hende en tredjedel af mine skind. Riga den 20. marts 1743. Jeg har nu solgt nogle af de skind jeg bragte med fra Sibirien og jeg har fået råd til et bekvemt logi. Da jeg gik ind for at spise i et gæstgiveri, kom jeg i selskab med nogle unge tyske herrer, der underholdt sig med at fortælle om deres oplevelser i jagt og krig. En af dem fortalte, at hans far havde været sekundant for Tordenskjold, da denne blev dræbt i en duel med oberst Stäel von Holstein. Han fortalte også, at han selv engang i mangel af en blykugle havde skudt en kronhjort med en ladning kirsebærsten. Han fortalte mange andre utrolige historier, og hans venner, som kaldte ham Jeronimus, sagde han skulle skrive sine oplevelser ned og få dem trykt. Jeg sagde til dem, at jeg også havde noget at fortælle og de lyttede venligt til min historie. Jeg fortalte dem, at jeg havde været vidne til svenskekongen Karl XII´s død. Da jeg havde afsluttet min beretning, tog den unge hr. Jeronimus ordet og sagde, at min historie ville blive meget bedre, hvis jeg lod forstå, at jeg selv havde skudt kongen. Riga den 12. august 1743. Jeg har solgt de sidste af mine skind og jeg kan betale for overfart til Danmark. I havnen ligger en skipperskude fra Samsø. Den er på vej hjem med en last tømmer fra Finland. Skipper Søren Lassen har lovet at tage mig med. Jeg vender hjem til Danmark i mit halvtredsindstyvende år uden ejendele, bortset fra tøjet på kroppen og denne bog. De knapper, jeg havde tilbage fra min svenske soldaterkappe har jeg foræret til skipperen. Han standsede mig, da han så, at jeg ville kaste dem i vandet. Jeg håber, at vi når til Danmark før efterårsstormene begynder.